WH førte 2-0 i topkamp, men tabte 2-4 i Vojens

Frederikshavn White Hawks - med kaptajn Mads Bech tilbage efter to kampes skadesfravær - tabte mandag aften med 2-4 i topopgøret mod SønderjyskE.

Høgene førte ellers med 2-0 i anden periode. Det var tredje gang i denne sæson, at White Hawks førte over sønderjyderne, men endte med at tabe. 

White Hawks har nu tabt tre ud af fire indbyrdes kampe i denne sæson mod SønderjyskE. I de to kampe i Vojens har Frederikshavn begge gange været foran med to mål, men altså uden at kunne forsvare føringen, skriver Kanal Frederikshavn.

Fodboldkommentator Svend Gehrs ville have elsket at kommentere Adam Millers åbningsmål efter godt tre minutters spil. Amerikaneren fik en pasning fra Mathias Bau, og planen var at aflevere pucken videre til Colin Vock. Men i stedet ventede, ventede og ventede Adam Miller.

Det forvirrede hjemmeholdets Michael Eskesen så meget, at han til sidst røg på hovedet ind i sin egen målmand, Joni Myllykoski. Og mens de to SønderjyskE-folk lå og rodede rundt i eget mål, løftede Adam Miller sikkert pucken op i netmaskerne.

Svend Gehrs ville formentlig have sagt: "Så skyder han...nej...han venter... det er genialt, det der." Det var i hvert fald de ord, den elskede kommentator brugte, da Michael Laudrup bragte Danmark foran med 3-1 i VM-kampen i 1986 mod Uruguay.

Resten af perioden var en jævnbyrdig affære, hvor det var umuligt at se, at frederikshavnerne fredag og lørdag spillede to tætte pokalsemifinaler mod Esbjerg Energy, mens SønderjyskE kun var i aktion fredag.

White Hawks øgede til 2-0 i begyndelsen af anden periode. Målet faldt igen efter godt tre minutter. Gæsterne vandt et face-off, og pucken endte ude hos tilbagevendte Mads Bech. Han afsluttede med et håndledskud, og med tæt trafik foran sønderjydernes mål opdagede Joni Myllykoski aldrig pucken, før netmaskerne blafrede. 

SønderjyskE bragte spændingen tilbage i topkampen med en reducering i tiden 25:29. Igen var optakten et face-off, som denne gang blev vundet af hjemmeholdet. To forwards skiftede position og en tværpasning bag forsvaret forvirrede tilsyneladende WH-defensiven. Thomas Spelling passerede Georg Sørensen i det frederikshavnske mål. Der blev ikke scoret flere mål i anden periode, hvor SønderjyskE blev bedre og bedre.

Tendenserne fortsatte i tredje periode, hvor det også virkede som om, at trætheden meldte sig hos høgene, der spillede deres tredje kamp på bare fire døgn.

Darzy Zajac, som spillede sin bare anden kamp for SønderjyskE, udlignede i tiden 43:12. En WH-aflevering op i midtzonen gik galt, fordi modtageren af afleveringen snublede. Da samtidig White Hawks skiftede ud, gav det Zajac frit skud, og han scorede sikkert til 2-2.

Stillingen holdt til godt fire minutter før tid. Her blev Niclas Edman ramt af en noget tyndbenet udvisning. Og dommerne kunne i hver fald sagtens have sendt en SønderjyskE-spiller samme vej, men høgene måtte i undertal. Efter blot 14 sekunder kom SønderjyskE på 3-2. For anden gang i kampen blev der sendt en målgivende tværaflevering ind bag de bageste frederikshavnere, og ved fjerneste stolpe dukkede Kim Lykkeskov op og blev matchvinder.

I slutfasen tøvede White Hawks med at tage Georg Sørensen ud. Det skete først med 40 sekunder tilbage af kampen, og desværre for gæsterne tabte de pucken, så Thomas Spelling kunne lukke og slukke med sit andet mål.

Resultatet betyder, at White Hawks nu blot er to point foran SønderjyskE. De to hold mødes én gang mere i grundspillet. Det er søndag 21. februar i Scanel Hockey Arena. Uanset resultatet i denne kamp vil SønderjyskE være bedst i de indbyrdes opgør i grundspillet


Seneste nyt

fra Nordjylland