White Hawks får fanklub

Frederikshavn White Hawks fortjener en officiel fanklub. Det mener flere af de trofaste tilskuere, så inden søndagens kamp mod Herning Blue Fox blev den nye fanklub præsenteret.

Der skal mere gang i Frederikshavn White Hawks' supportere. Ishockeyheltene skal både kunne se, høre og mærke tilhængernes støtte i langt højere grad end det er tilfældet i dag.

- Vi har manglet et fundament for at skabe en mere samlet støtte til holdet, efter den første supporterklub gik i stå, siger initiativtageren bag Fanklubben White Hawks, Jesper Guldbæk til TV2/Nord.

Den nye fanklub bliver uden en egentlig bestyrelse. Til gengæld er det fuldstændig op til de enkelte medlemmer at sætte dagsordenen og bestemme, hvad der skal ske i klubben.

- Vi er nødt til at løbe en risiko ved at lade arrangementerne være op til medlemmerne, men hvis der ingen opbakning er til de forskellige tiltag, er der heller ingen fanklub, siger Jesper Guldbæk.

Fanklubben har allerede fået flere positive tilbagemeldinger fra kommende medlemmer.

- Det er vigtigt at støtte op om fanklubben og stå sammen. Det kan ikke passe, det kun er tre mennesker, der skal stå for det hele, siger White Hawks-fan Mads Bergen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord