White Hawks forlænger med Colin Vock

Frederikshavn White Hawks forlænger med den amerikanske forward Colin Vock.

Colin Vock bliver i Frederikshavn White Hawks i endnu en sæson, det har ishockey klubben netop offentliggjort. Den amerikanske forward har spillet i White Hawks de seneste to år,  hvilket han så fortsætter med i næste sæson. 

-Jeg er meget glad for at være klar til endnu en sæson for White Hawks. Min forlovede og jeg besluttede os i sidste uge at det var den bedste beslutning at blive her i Frederikshavn for os begge to. Hun er rigtig glad for hendes job, og jeg er naturligvis meget glad for at spille heroppe. White Hawks har behandlet os begge rigtig godt de sidste to år, siger Colin Vock. 

Amerikaneren har indtil videre spillet 56 kampe i White Hawks-trøjen og scoret 38 mål. Metalligaen endte med en bronzemedalje til høgene. Sommermånederne byder for spillerne på en del træning, men det er ikke det eneste denne sommer byder på for Colin Vock og hans forlovede. 

-Det bliver en god sommer for os begge to, da vi skal giftes i juni. Derfor vil jeg også deltage i sommertræningen med gutterne her i Frederikshavn indtil midten af juni, inden jeg tager en måned hjem til Florida for at besøge min familie, fortæller Colin Vock. 


Seneste nyt

fra Nordjylland