White Hawks forlænger med hjemmedyrket talent

23-årige Kasper Kristensen har forlænget sin kontrakt, så han vil være at finde på den frederikshavnske is de kommende to sæsoner.

Årets bronzevindere i Metalligaen fra Frederikshavn White Hawks har forlænget konktrakten med Kasper Kristensen. Det unge talent har sat sin underskrift på en ny to-årig kontrakt. 

- Jeg er rigtig glad for at blive i klubben i de kommende to år. Jeg har altid spillet i Frederikshavn, så det er dejligt, jeg kan fortsætte i klubben. Jeg ser frem til de kommende to sæsoner, hvor jeg skal blive ved med at bygge på. Jeg kan stadig bygge på defensivt, og så skal jeg i de kommende to sæsoner også bygge på i det offensive spil, udtaler Kasper Kristensen i en pressemeddelelse. 

Klubben, der selv har opfostret Kasper Kristensen siden ungdomsårene, er glade for forlængelsen med det unge talent. 

- Vi er naturligvis altid ekstra glade, når en af vores egne spillere ønsker at fortsætte i klubben. Vi tror meget på, at Kasper kan tage endnu flere skridt op i de kommende år, og ser frem til det fortsatte samarbejde, lyder det fra klubben i en pressemeddelelse. 

Frederikshavn White Hawks måtte vinke farvel til en plads i finalen i Metalligaen, da de tabte til Esbjerg Energy over syv kampe i semifinalen. Klubben kunne dog juble over bronzemedaljer, da de i to kampe bankede Odense Bulldogs. 


Seneste nyt

fra Nordjylland