White Hawks håber publikum kan bære dem i finalen

Frederikshavn White Hawks tager tirsdag aften hul på semifinaleserien mod Esbjerg Energy, og nordjyderne håber, at hjemmepublikummet kan hjælpe dem i jagten på en finaleplads.

Frederikshavn White Hawks håber, at de er med, hvor det er allersjovest, når guldhjelmene i Metal Ligaen skal fordeles, men før nordjyderne kan begynde at drømme om medaljer af det ædleste metal, skal en stor forhindring passeres. Den forhindring kommer fra det sydvestlige Jylland og går under navnet Esbjerg Energy.

De forsvarende danske ishockeymestre er Frederikshavn White Hawks' modstander i semifinalen i Metal Ligaen, hvor det hold, der først vinder fire kampe, er klar til en finaleserie mod enten Odense Bulldogs eller Gentofte Stars, som ekspederede Aalborg Pirates ud af slutspillet i første runde.

White Hawks har hjemmebanefordelen i semifinaleserien, fordi nordjyderne blev bedre placeret end vestjyderne i grundspillet, og det håber frederikshavnernes back Mark Müller Larsen, at høgene kan udnytte.

- Vi har været solide på hjemmebane, og specielt den del skal vi fastholde. Når vi har publikum med i Scanel Hockey Arena, er det en fornøjelse at spille, og jeg er overbevist om, at fansene er en fantastisk hjælp til, at vi fortsat kan vinde på hjemmebane. Så jeg håber, at alle fans fortsat vil skrige og skråle og støtte os, samtidig med at de lægger pres på modstanderen - det behøver vi, siger Mark Müller Larsen til Kanal Frederikshavn.

Frederikshavn White Hawks vandt i grundspillet fire af de fem indbyrdes kampe mod Esbjerg, men vestjyderne sluttede grundspillet stærkt af og slog SønderjyskE ud i kvartfinalen. Det gør i manges øjne de forsvarende mestre til ligaens mest formstærke hold.

Mark Müller Larsen synes, at esbjergenserne er fysisk stærkere end Herning, som White Hawks slog med 4-2 i kampe i kvartfinaleserien, men mener, at vendelboerne skal fokusere på at spille deres eget spil og ikke allerede nu tænke på de finalekampe, der kan ligge ude i horisonten.

- Vores fokus er 100 procent på den opgave, vi har foran os her i semifinalen. Vi kan ikke tillade os at tænke på alle mulige andre scenarier. Selvfølgelig er det vores mål at komme i finalen, men fokus er som sagt på opgaven, der venter lige foran os, siger han til Kanal Frederikshavn.

Den første semifinale mellem Frederikshavn og Esbjerg spilles tirsdag aften i Scanel Hockey Arena i Frederikshavn, hvor der er kampstart klokken 19.


Seneste nyt

fra Nordjylland