White Hawks rejser sig efter stime af nederlag

Frederikshavn White Hawks har de sidste seks kampe måtte gå fra isen med et nederlag. Fredag aften rejste de sig med en sejr over ligaen førerhold.

De har kigget langt efter tre point over jul og nytår hos Frederikshavn White Hawks. Før fredagens opgør mod Rungsted havde Frederikshavn blot fået tre point i de sidste seks kampe. Vel at mærke uden at have vundet en eneste af kampene.

Derfor var der ikke meget, der tyede på, at Frederikshavn skulle få vendt stimen i fredagens kamp mod førerholdet i Metalligaen Rungsted.

Alligevel lykkedes det for Frederikshavn at trække sig sejrrigt ud af opgøret med en sejr på 4-2 på udebane.

Kampen blev en del forsinket, da en hovedsikring var smeltet i Bitcoin Arena i Rungsted. Efter to timer lykkedes det så endelig at få sat kampen i gang. Det var dog lidt som om, at spillerne ikke rigtig havde fået sat ordentligt gang i dem selv.

Selvom begge hold havde godt gang i skuddene, så lykkedes det ingen af dem at få pucken i mål i første periode.

Omvendt træfsikre var de to hold dog i anden periode. Godt halvvejs inde i anden periode havde to hold fået sat sigtekornet rigtig. Først bragte Frederikshavn sig foran, men hurtigt fik Rungsted både udlignet og bragt sig foran. Det holdt indtil sidste sekund af anden periode, hvor Frederikshavn fik udlignet.

Tredje periode stod der Frederikshavn på. En hurtig udvisning til Rungsted betød overtal til Frederikshavn, og det udnyttede White Hawks med en scoring i powerplay. Den føring holdt Frederikshavn helt til slut og fik tilmed pyntet på resultatet i sidste minut. Derfor kunne Frederikshavn, efter en lang aften, tage hjem fra Sjælland med en sejr på 4-2.

Dermed holder White Hawks fast i deres fjerdeplads, som var kommet lidt i fare efter deres dårlige stime på seks nederlag.


Seneste nyt

fra Nordjylland