White Hawks rejser sig i Herlev

Efter tirsdagens nederlag mod lokalrivalerne fra Aalborg, rejste Frederikshavn White Hawks sig fredag på udebane mod Herlev.

Turen hjem fra Herlev blev en smule kortere og meget sjovere for Frederikshavn White Hawks, da de fredag aften kunne fejre en sejr på 4-1 over Herlev Eagles. Ishockeyholdet rejste sig dermed efter tirsdagens nederlag på 2-5 hjemme mod de godt kørende lokalrivaler fra Aalborg Pirates.

I Herlev sikrede frederikshavnerne sig i løbet af de første ti minutter en føring på 2-0. En sløj anden periode resulterede i, at Herlev kom til fadet og fik reduceret til 1-2.

Pausen inden tredje periode gav dog tilsyneladende den gejst, det krævede at komme tilbage på sporet, for i tredje periode satte frederikshavnerne trumf på og gjorde det til 3-1 og 4-1, som blev kampens resultat.

Dermed er Frederikshavn White Hawks oppe på Metalligaens fjerdeplads, ti point efter førerholdet Aalborg Pirates.

Pirates vandt i øvrigt også dres kamp fredag aften, hvor de på udebane besejrede Esbjerg med 6-2.


Seneste nyt

fra Nordjylland