White Hawks skriver kontrakt med japaner

Den japanske forward Shoma Izumi har fået en tre måneder lang prøvekontrakt med Frederikshavn White Hawks.

To unge japanske ishockeyspillere har i det seneste år været på eventyr i Frederikshavn. Hideki Nagayama og Shoma Izumi tørnede i den forgangne sæson ud for Frederikshavn IK og sidstnævnte gjorde det så godt, at Frederikshavn White Hawks har belønnet ham med en tre-måneders prøvekontrakt.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

- Da vi ikke starter sæsonen med otte imports, har vi tilbudt ham en prøveperiode på tre måneder, hvor han kan spille sig til en kontrakt og spilletid på lige fod med de øvrige spillere omkring 1. divisionsholdet. Det giver samtidig også en større bredde for 1. divisionsholdet, siger direktør Henrik Andersen, Elite Nord Frederikshavn A/S, til Kanal Frederikshavn.

20-årige Shoma Izumi blev med 25 point i 24 kampe topscorer for Frederikshavns 1. divisionshold i den forgangne sæson, og den lille og hurtige forward er en spændende spiller, som White Hawks gerne vil forsøge at udvikle yderligere. Izumi har tidligere spillet i den fjerdebedste række i Sverige og han har også opnået ti kampe for Japans U18-landshold.

I oktober sidste år var et japansk tv-hold i Frederikshavn for at fortælle historien om de to spillere fra Solens Rige, der var draget på eventyr i Nordjylland. I november lavede TV2 Nord et indslag om de to unge ishockeyspillere.

Det kan du se her:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland