White Hawks-spiller får karantæne i fjerde kvartfinale

Frederikshavn White Hawks må klare sig uden backen Kasper Kristensen i fredagens kvartfinale mod Herning Blue Fox. Den 23-årige back er blevet idømt en spilledags karantæne.

Det bliver et Frederikshavn White Hawks-hold uden backen Kasper Kristensen, som fredag skal forsøge at bringe sig foran med 3-1 i kvartfinaleserien mod Herning Blue Fox. Den 23-årige back er blevet idømt en spilledags karantæne for en episode i den tredje kvartfinalekamp i tirsdags.

Danmarks Ishockey Unions disciplinærudvalg har givet Kasper Kristensen en karantænedag for en cross-checking mod Herning Blue Fox-forwarden Jamie Johnson. White Hawks-backen tacklede Herning-canadieren i hovedregionen i en situation, hvor de to spillere ikke var i kamp om pucken.

- Jeg skøjter ned bag målet og ser at pucken ligger i nettet bag målet. Jeg vil bare ”tackle” Herning-spilleren væk og jeg rammer ham rent på den ene skulder, hvilket jeg slet ikke er i tvivl om. Idet jeg sætter min tackling ind, drejer Herning-spilleren lidt rundt og kigger ned, og jeg kommer måske derved til at ramme ham lidt med handsken i ansigtet, efter at jeg har tacklet skulderen. Jeg føler ikke, at jeg tacklede særligt hårdt og var også overrasket over, at Herning-spilleren faldt til isen, lyder det fra Kasper Kristensen i en udtalelse til Disciplinærudvalget.

Disciplinærudvalget har torsdag også behandlet den episode, hvor Herning Blue Fox-backen Magnus Leth Nielsen satte en meget hård tackling ind på Frederikshavn White Hawks-forwarden Kristoffer Lauridsen. 23-årige Lauridsen pådrog sig muligvis en alvorlig hjernerystelse som følge af tacklingen. 

Fire af de fem medlemmer i Disciplinærudvalget mente dog ikke, at Magnus Leth Nielsen skulle straffes for tacklingen, og han slipper derfor for karantæne. Udvalget vurderer, at Herning-backen ikke tackler med unødigt stor kraft, at han ikke går efter at ramme Kristoffer Lauridsen i hovedregionen og at hans primære kontaktpunkt i tacklingen er Lauridsens brystkasse.

Frederikshavn White Hawks ser ud til at måtte klare sig uden både Kristoffer Lauridsen og Kasper Kristensen i fredagens kamp i Herning. White Hawks fører med 2-1 i kampe i kvartfinaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe.


Seneste nyt

fra Nordjylland