Nu har de kniven for struben: White Hawks taber hjemme i Frederikshavn

Frederikshavn White Hawks er igen kommet bagud i deres kvartfinaleserie i Metal-Ligaen mod Esbjerg Energy.

Kvartfinalerne i ishockeyens Metal-Liga spillet som bekendt i formaetet bedst af syv kampe. Og hvis Frederikshavn White Hawks skal gå videre til semifinalerne, så skal alle syv kampe i brug, før det kan blive en kendsgerning. 

Efter fem kampe er stillingen nemlig 3-2 til Esbjerg Energy, da vestjyderne søndag aften trak det længste stik mod nordjyderne på isen i Frederikshavn. 

White Hawks kom bagud i første periode, men med scoringer i både anden- og tredje periode, fik frederikshavnerne bragt sig foran med 2-1. 

Den stilling holdt til midtvejs i tredje og sidste periode. Men så satte Esbjerg Energy gang i en målfest, og i løbet af kampens sidste 10 minutter, scorede esbjerggenserne hele tre gange, og White Hawks måtte skøjte af isen med et nederlag på 2-4. 

Nu skal Frederikshavn White Hawks vinde de næste to kampe mod Esbjerg Energy, hvis de fortsat vil gøre sig forhåbninger om medaljer. Hvis de taber igen, er det nemlig helt slut.

Næste gang de to hold mødes på isen er på tirsdag i Esbjerg.  


Seneste nyt

fra Nordjylland