White Hawks tabte topkamp på hjemmebane

Begge de nordjyske is-liga-mandskaber var søndag i aktion på hjemmebane. Kun et af holdene tog point med fra isen.

Frederikshavn White Hawks ligger sammen med SønderjyskE lunt og godt i toppen af Metal Ligaens tabel, men pointforskellen mellem de to topmandskaber blev søndag eftermiddag  mindsket da SønderjyskE formåede at slå nordjyderne med 3-1 i Frederikshavn.

Første periode i kampen forløb uden mål, men blot 31 sekunder inde i anden periode scorede Mads Bødker til 1-0 til SønderjyskE. Godt syv minutter senere udlignede Jacob Dahlström for White Hawks, og så stod der faktik 1-1 helt frem til tredje periodes døende minutter.

Efter 55 minutters spil scorede SønderjyskE's nummer 89 Scott Campbell til 2-1 og med kun 14 sekunder tilbage af kampen cementerede Kim Lykkeskov sønderjydernes sejr med målet til 3-1.

Længere syd på - i Aalborg - tog Pirates imod Rungsted Seier Capital og her lykkedes det at få nordjyske point på kontoen. Kampen endte 6-3 og med sejren tog piraterne et vigtigt skridt mod at sikre sig 8. pladsen i ligaen, der giver adgang til slutspillet. Der er to kampe tilbage af grundspillet,

Pirates mål blev scoret af Lars Lundin, Olle Liss, Jeppe Korsgaard, Alexander Collberg og Romans Semjonovs. Lars Lundin scorede to af piraternes seks mål.


Seneste nyt

fra Nordjylland