Wieghorst efter afklapsning: Vi har stadig alle muligheder åbne

AaB's cheftræner Morten Wieghorst vil tage ved lære af det sviende nederlag til OB.

Den tidligere AaB-træner Kent Nielsen, der med OB kæmper for at komme væk fra den absolutte bund i Superligaen trak mandag aften - velfortjent - det længste strå i kampen mod AaB.

Fynboerne vandt på hjemmebane 4-0, og det var i omstillingerne de fik krammet på AaB. Dem havde de også gode forudsætninger for at udnytte, for nordjyderne gav simpelthen for mange bolde væk.

- Der er for mange tekniske fejl, og så spiller vi for langsomt i for lange perioder, og det skal vi have gjort bedre, lyder det fra cheftræner Morten Wieghorst efter kampen.

- Når vi møder sådan en modstander her, der er kompakte og prøver at lukke os ned og slå til på omstillinger, så skal vi have mere hurtighed i måden vi flytter bolden på, fortsætter han.

Det var i anden halvleg OB tog livet af AaB-mandskabet og i første halvdel af kampen havde AaB faktisk et par muligheder for at sparke sig ind i kampen. Dårlige afslutninger og gode redninger forhindrede dog dette, og resultatet blev et sviende nederlag.

- Man skal tage det til sig, og så skal man lære af det. Man skal også være lidt såret, fordi man lukker fire mål ind, det er vi allesammen. Det er aldrig rart, og det skal det heller ikke være. Når det så er sagt, så har vi vundet tre ud af fire kampe, og vi har stadig to enormt vigtige kampe inden turneringen splitter. Vi har stadig alle muligheder åbne, så vi skal gøre os klar til næste kamp og vise at det her var en enlig svale, lød det fra Morten Wieghorst efter kampen.

Anfører Rasmus Würtz var, ligesom sin træner, skuffet over kampens resultat. Hør hans reaktion på nederlaget i videoen herunder.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland