Wrestler aflyser vikingemarked på Mors

Foto: Vikingemarked Mors

Det vikingemarked på Mors, som den tidligere wrestler Asbjørn Riis arrangerede første gang i 2017, bliver ikke til noget i år. Det meddeler han på Facebook.

Den 19. og 20. maj skulle Nordmors have genlydt af klingende sværd, mjødviser og ægte vikingebrøl, når der for anden gang blev arrangeret vikingemarked.

Men denne weekend har arrangørerne desværre måttet trække stikket på markedet og aflyse det. 

- Vi er desværre nødt til at aflyse Vikingemarked 19.-20. maj 2018, da vi ikke kan få budgetterne til at hænge sammen, og det beklager vi meget - vi håber det kan lykkes til næste år, står der på vikingemarkedets Facebook-side.

Det er den tidligere wrestler Asbjørn Riis, der står bag vikingemarkedet, som løb af stabelen første gang i 2017. I efteråret var han i det tværregioniale tv-program SåDanmark for at promovere markedet i 2018. 

Men lige meget hjalp det - pengene rakte desværre ikke til at gennemføre markedet. Noget, der har også medført stor ærgrelse og beklagelse fra flere af de 1700 mennesker, der følger markedet på Facebook.

Derfor må de og andre interesserede altså væbne sig tålmodighed. Tidligst i 2019 bliver det igen muligt at snuse til vikingelivet på Mors.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord