Zaza smidt ud i bundkamp

03:24

Karim Zaza viftede lidt for meget med sin strakte langfinger over for en tilskuer, og det fik han sendt alt for tidligt i bad, da FC Hjørring mødte Skive. Foto: Torben Lykke Larsen

1 af 2

FC Hjørring hentede et enkelt point i bundkampen mod Skive, og det var bare ti mand, der måtte kæmpe det uafgjorte resultat hjem.

2-2 stod der på måltavlen, da søndagens opgør mellem FC Hjørring og Skive i fodboldens 1. division, Betsafe Ligaen, blev fløjtet af. Et vigtigt point for Hjørring, der ligger lige over nedrykningsstregen - lige efter dagens modstander fra Skive.

Men det holdt hårdt for hjørringenserne, som i mere end en halvleg måtte kæmpe med bare ti mand. Efter knap 40 minutters spil slår det klik for holdets ellers bundrutinerede målmand Karim Zaza. Han vælger at besvare en tilskuers tilråb med en strakt langfinger.

Den opførsel fik dommer Dennis Mogensen til at fiske det røde kort op af baglommen.

I starten af anden halvleg udnyttede Skive overtallet til at score til 1-0. Den føring fik Michael Byskov dog udlignet på et straffespark begået mod Michael Nielsen.

Med godt ti minutter tilbage af opgøret bragte Skive sig dog atter på vinderkurs, men to minutter får tid dukkede indskiftede Søren Philipp op og reddede det ene point til FC Hjørring.

Næste udfordring for FC Hjørring bliver rækkens tophold FC Vestsjælland, inden FC Fyn, der ligger under nedrykningsstregen, er sidste modstander inden vinterpausen