Marianne Konnerup og Anitta Winther er 20 år, da de skriver sig ind i historien på Hawaii. De er hovedpersoner i en af øgruppens største redningsaktioner nogensinde. Nu mødes de igen 20 år efter og ser tilbage på et dramatisk kapitel i deres liv.
Hawaii 1999 - første stop på jordomrejse
Pigerne fra Vesthimmerland bliver for 20 år siden væk på Hawaii, og må sidde på en 680 meter høj bjergvæg i otte dage og nætter. Det bliver en kamp mod døden og troen på livet.
- Livet fik pludselig en helt anden mening, fortæller Marianne og Anitta
Fuld af ukuelig livsappetit var de draget ud på jordomrejse med Hawaii, som første stop.
- Det kunne da ikke passe, at det allerede skulle slutte nu, tænkte de, men de er smertelig bevidst om, at det er med livet, som indsats, hvis de forsøger, at kravle ned ad den stejle klippevæg.
- Vi troede vi fulgte en afmærket rute, men noget er gået helt galt, siger Marianne Konnerup om den endagstur, de begav sig ud på for 20 år siden.
Vandreturen udviklede sig til et mareridt, der strakte sig over otte døgn.
TV2/Nords journalist Tor Løkken dækkede eftersøgningen på Hawaii og har nu mødt Anitta og Marianne igen 20 år efter.
Det sker under mere rolige forhold på en travetur i Rødhus og optagelserne er blevet til dokumentarprogrammet: "Forsvundet på Hawaii"
Hør Marianne Konnerup og Anitta Winther fortælle, hvordan den barske oplevelse har formet dem til dem de er i dag.
Se hele programmet her: "Forsvundet på Hawaii" eller på TV2/Nord Salto i aften kl. 19.45
Marianne Konnerup (tv) og Anitta Winther har meget at snakke om, da de mødes igen - 20 år efter de blev væk på Hawaii.
Luk video- Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan vi kunne fare vild. Vi kiggede da hele tiden efter de røde snore, men det blev mørkt og så blev vi altså væk, fortæller Marianne.
Lørdag morgen tog de afsked med værtsfamilien for at begive sig ud på en planlagt endagstur i nationalparken Kauai i Kahana-dalen på Hawaii.
Pigerne forvilder sig imidlertid ind i et utilgængeligt område af en dal og ender 680 meter oppe påen smal klippehylde, hvor de ikke kan komme ned fra igen.
Da pigerne ikke vender tilbage om aftenen og heller ikke den efterfølgende dag bliver der iværksat en storstilet eftersøgning.
Politi, brandvæsen og frivillige på øen leder efter dem, men uden resultat. Pigerne er væk, og dagene går. Imens sidder pigerne og tænker over den situation, de er havnet i.
Hallucinationer
- Vi snakkede meget om alt det vi havde lavet med vores familier og venner, siger Marianne
- Ja og hvad vi skulle i fremtiden, supplerer Anitta.
- Og nogen gange var man helt nede i et hul og tænkte om det nogensinde kom til at ende godt og det var så det liv, men heldigvis var det på skift, og vi var gode til, at holde hinanden oppe, siger Marianne.
- Og så var det bare så hundekoldt. Hver nat regnede det, som jeg husker det.
- Ja, og du var mest bange om natten, og så vendte det, og jeg begyndte at hallucinere, siger Anitta.
- Ja, jeg så en hestevogn, men kunne ikke se om den havde døde eller levende mennesker med, fortæller hun.
- Og jeg så en bjerghytte, og tænkte, at der kunne jeg bare over, siger Marianne.
Tid og sted flød ud for os, husker de.