Bror til overfaldsmand: Vi fik intet at vide
Foto: Hans Christian Lauritsen
Vesthimmerlands Kommune fortalte ikke Svend Nielsen, at han bror var involveret i en række voldsepisoder mod ansatte i bofællesskabet Under Bøgen i Aalestrup.
Vesthimmerlands Kommune tav om vold begået af udviklingshæmmet mand mod ansatte på bofællesskab.
Vesthimmerlands Kommune undlod at fortælle Svend Nielsen, at hans bror i en periode over 1 år var involveret i 13 voldsepisoder mod personalet i det bofællesskab i Aalestrup, hvor han boede.
Svend Nielsen er værge for sin 41-årge bror, som er udviklingshæmmet. Broren flyttede 1. oktober 2017 ind i Bofællesskabet Under Bøgen i Aalestrup, som er et af syv bofællesskaber under den kommunale organisation Byen i Byen.
Svend Nielsens bror er udadreagerende. I begyndelsen går det godt med broren i bofællesskabet. Den 41-årige mand trives, men som tiden går, kommer der flere og flere episoder med broren.
- Min bror er retarderet, udviklingshæmmet, og han bliver sammenlignet med en med en hjerne på 5-6 år. På nogle punkter lidt lavere og på nogle punkter lidt højere, siger Svend Nielsen.
Socialtilsyn Nord: Ingen godkendelse
Bofællesskabet Under Bøgen er ikke det rigtige botilbud til den 41-årige mand. Det afslører Socialtilsyn Nord efter et uanmeldt tilsyn. I tilsynsrapporten får Bofællesskabet anmærkninger, da stedet slet ikke er godkendt til at have en borger boende med udadreagerende adfærd.
Af rapporten fremgår det, at bofællesskabets personale ikke har kompetencer til at håndtere en krævende og udadreagerende borger som den 41-årige. Han er i løbet af 2017 og 2018 involveret i 13 voldsepisoder, og han er i dag sigtet for vold.
- Han er ikke i stand til at sige, hør her I behandler mig ikke ordentligt. Han gør det på en anden måde, når han føler sig klemt, så bliver han voldsom og udadreagerende, og det er jo måden han sådan siger på, der er noget galt, siger Svend Nielsen.
At der er noget galt på Under Bøgen, bliver Svend Nielsen ikke orienteret om, selv om han er værge for sin bror. Han får ikke at vide, at der på Under Bøgen er 13 voldsregistreringer vedrørende hans bror. Den oplysning får han først, da TV2 Nord interviewer ham i april 2019.
- Tingene er blevet fejet ind under gulvtæppet. Episoderne med min bror er også blevet bagataliseret, således at nogle af episoderne ikke har været nødvendige at snakke om. Vi har ikke fået noget at vide. Jeg har ikke fået andet at vide, end der har været en 3-4 tilfælde alt i alt. Nu får jeg så at vide, at det er 13 gange. Det er jeg faktisk temmelig rystet over. Det er slet ikke i orden. Det er jeg nødt til at sige. Det er slet ikke godkendt, siger Svend Nielsen.
Tilsyn udsteder 4 straks påbud
I september 2018 er Arbejdstilsynet på besøg på Kirkevej i Aalestrup i Bofællesskabet Under Bøgen, og efter det besøg er kritikken mod stedet og dets ledelse hård.
Arbejdstilsynet ender med at udstede hele 4 straks påbud til Bofællesskabet, og tilsynet skriver i rapporten, at der er risiko for vold og at Svend Nielsens bror er voldelig.
Arbejdstilsynets besøg kommer 3 måneder efter, at den 41-årige mand har overfaldet en pædagog så voldsomt, at han i dag er tiltalt for vold. Ledelsen på det kommunale bosted reagerer først, efter tilsynet har uddelt de fire straspåbud. Nu skal den 41-årige mand pludselig flytte ud med få ugers varsel. Mandens bror, Svend Nielsen, klager til kommunen over behandlingen.
- Jeg fik ikke forklaringen 100 procent på, hvad det var der gjorde, at han skulle flytte så hurtigt. Jeg ved ikke om man forsøgte at gemme det væk, eller hvad man gjorde, men jeg fik i hvert fald ikke forklaringen, siger Svend Nielsen.
Svend Nielsens bror flyttede ud fra Under Bøgen 1. oktober sidste år.
- Min bror han har det godt nu, og vi har fundet et fantastisk sted til ham. Han er faldet til ro, siger Svend Nielsen.