Mor undrer sig over besked: Du må ikke se papirerne om din datter

Dorthe Jensen vil gerne have indsigt i sin datters journal for at se om Vesthimmerlands Kommune har overholdt reglerne, men selv om datteren har givet hende fuldmagt til at se journalen, så har kommunen afvist det.

Dorthe Jensens voksne datter har gennem flere år boet på bofællesskab i Vesthimmerlands Kommune.  Hun er udviklingshæmmet og har en historik med udadreagerende adfærd. I sommeren 2017 overfaldt hun en pædagog i Bofællesskabet Bøgevej 3 i Aalestrup.

Pædagogen blev efter overfaldet sygemeldt, og Dorthe Jensens datter sigtet for vold. Efter overfaldet får Vesthimmerlands Kommune lavet en psykologisk udredning af datteren. En såkaldt VISO-rapport. 

quote Jeg kan ikke forstå, at vi som forældre og jeg som mor ikke må se hendes papirer

Dorthe Jensen, mor til datter der har boet i kommunalt bofællesskab

Dorthe Jensen har aldrig set den rapport. Derfor har hun fået fuldmagt af datteren til at søge aktindsigt i hendes journal. Det har kommunen nægtet.

- Jeg kan ikke forstå, at vi som forældre og jeg som mor ikke må se hendes papirer, siger Dorthe Jensen

TV2 Nord har også med fuldmagt fra Dorthe Jensens datter søgt aktindsigt i hendes sag. Det har kommunen også afslået. 

I begge tilfælde begrunder Vesthimmerlands Kommune afslagene med, at Dorthe Jensens datter på grund af hendes funktionsniveau ikke forstår omfanget af en sådan fuldmagt.

Professor: Voldsom afgørelse

Sten Bønsing, der er professor hos Aalborg Universitet, er uenig. Han forsker primært i forvaltningsret med fokus på de grundlæggende regler for alle forvaltningsmyndigheder.

- Det, synes jeg, er en meget voldsom afgørelse. Den er i hvert fald ikke særlig solidt begrundet, siger han. 

Også Anni Sørensen, som er formand for Landsforeningen LEV,  mener Vesthimmerlands Kommunes afgørelse er forkert.

- Enten reagerer de ikke rigtigt, eller også er det en passende undskyldning for ikke at give aktindsigt. Jeg synes, at kommunen også her burde sørge for at overholde loven. Hvis datteren ikke kan give fuldmagt, så skal hun have en beskikket værge. Det er kommunens opgave at udpege en værge, siger Anni Sørensen. 

Vesthimmerlands Kommune er klar over, at der ikke findes en værge.

Kommunen skriver i afslaget på aktindsigten, at hvis der havde været en værge udpeget, så havde vedkommende kunne tage stilling til fuldmagten, men da der ikke er en værge, så er der ingen at spørge. 

LEV-formand: Ingen kan passe på hende

- Hun har jo ingen, der kan passe på sig. Kommunen mener ikke, at hun kan passe på sig selv, men den har ikke sørget for,  at hun får en værge. Hun er i et vakuum, siger Anni Sørensen, landsformand for LEV.

Dorthe Jensen kan klage over afgørelsen til Vesthimmerlands Kommune. 

TV2 Nord ville gerne have spurgt Vesthimmerlands Kommune om, hvorfor man ikke har udpeget en værge til Dorthe Jensens datter, når man mener, at det er nødvendigt. Hverken borgmester Per Bach Laursen eller sundhedsudvalgsformand Palle Jensen har ønsket at stille op til interview. 

Dokumentar om arbejdsforholdene i bofællesskaber.

Seneste nyt

fra Nordjylland