Andreas mangler sin mor: - Det giver ingen mening at skille mor og spædbarn

Søndag fortalte TV2 Nord historien om Jens Pedersen, der er alene med hans fire måneder gamle søn, fordi sønnens mor er blevet udvist til Cambodja. Nu vil Radikale Venstre stille spørgsmål til ministeren om sagen.

- Det er hjerteskærende, at en lille dansk statsborger skal opleve at få sine forældre adskildt.

Sådan lyder det fra Andreas Steenberg. Han er politisk ordfører for Radikale Venstre, og han forstår ikke, hvorfor Jens Pedersens hustru, Thida Den, ikke er sammen med resten af familien i Brønderslev.

quote Det er grotesk, barbarisk og fuldstændig umenneskeligt

Sikandar Siddique, medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget, Frie Grønne

Thida Den kommer fra Cambodja, men er gift med Jens Pedersen. For at hun kan blive i Danmark, skal hun have bestået en del af den danskundervisning, hun gik til. Men corona har gjort det svært at afholde prøver, og derfor har Thida Den ikke kunne leve op til de krav, der er til danske statsborgeres ægtefæller, som kommer fra et ikke-EU land. 

- Det er helt urimelig, og jeg er meget trist over, at vores udlængelov er kommet hertil, siger Andreas Steensberg til TV2 Nord.

quote Det eneste disse mennesker har gjort sig skyldig i, er at forelske sig på tværs af EUs grænser

Andreas Steenberg, politisk ordfører, Radikale Venstre

Andreas Steenberg var udlændingeordfører, inden han blev politisk ordfører for Radikale Venstre.
Andreas Steenberg var udlændingeordfører, inden han blev politisk ordfører for Radikale Venstre.
Foto: Folketinget

Børnenes minister må træde til

Han bliver bakket op af Sikandar Siddique fra Frie Grønne.

- Det er grotesk, barbarisk og fuldstændig umenneskeligt. Der er noget fuldstændig galt med vores samfund, hvis vi har regler, der adskiller et fem måneder gammelt spædbarn fra sin mor. Jeg mener, det er direkte skamfuldt, siger han til TV2 Nord.

Han mener ikke, at statminister Mette Frederiksen lever op til sit eget udsagn om, at hun er børnenes minister, når en knap fem måneder gammel baby på denne måde skal adskilles fra sin mor.

- Jeg mener ikke, der findes en situation eller kontekst, hvor man kan fjerne en mor fra et fem måneder gammelt barn. Derfor opfordrer jeg både integrationsministeren og statsministeren til at tage affære i denne sag, siger Sikandar Siddique.

Sikandar Siddique fra Frie Grønne vil ifølge ham selv følge sagen, så langt det kræver, for at få Andreas' mor hjem igen.
Sikandar Siddique fra Frie Grønne vil ifølge ham selv følge sagen, så langt det kræver, for at få Andreas' mor hjem igen.
Foto: Folketinget

Stiller spørgsmål til minister

Ifølge Radikale Venstres politiske ordfører, Andreas Steenberg, er reglerne blevet for stramme overfor danske statsborgeres udenlandske ægtefæller.

- Jeg kunne forstå det, hvis det var et tvangsægteskab, eller hvis der var en kriminel involveret. Men det eneste, disse mennesker har gjort sig skyldig i, er at forelske sig på tværs af EUs grænser, siger Andreas Steenberg.

Derfor vil han nu stille spørgsmål til Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, om det kan været rigtigt, at en dansk statsborger skal bruge tid væk fra sin mor på den måde, som er tilfældet i denne sag. 

quote De skal mere eller mindre være integreret, allerede inden de overhovedet kommer til Danmark

Andreas Steenberg, politisk ordfører, Radikale Venstre

Ingen individuel vurdering

Familien har været i kontakt med Udlændingestyrelsen for at udlægge deres side af sagen. Men da der ikke er mulighed for dispensation, har det ikke ført til en løsning endnu.

- Jeg ville ønske, der var mulighed for individuel vurdering i disse sager, siger Andreas Steenberg.

Hans kollega fra Frie Grønne mener, at man har mistet fornuften i debatten om udlændinge og deres rettigheder i Danmark.

- Vi skal have empatien og medmenneskeligheden tilbage i udlændingepolitikken, siger Sikandar Siddique.

Andreas Steenberg fortæller, at han er grundlæggende uenig i de krav, der bliver stillet til danske statsborgeres ægtefæller, hvis de kommer udenfor EU. 

- Man skal mere eller mindre være integreret, allerede inden de overhovedet kommer til Danmark. Og det er simpelthen ikke fair, siger han.

- Jeg håber, at mine kollegaer i folketinget vil se mere differencieret på danske statsborgers ægtefæller. Særligt dem, der kommer udenfor EU, afslutter han. 

TV2 Nord følger selvfølgelig fortsat med i sagen om familien fra Brønderslev. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland