Asaa får opmærksomhed i verdenspressen: The New York Times er udkommet med artikel om havfrue-strid

Mediedækningen af en aktuel strid om to danske skulpturer har nået nye højder, efter en journalist fra en verdenskendt avis i sidste uge besøgte Nordjylland.

"Denmark Now Has Two Little Mermaids. The Famous One Is Suing". 

Sådan lyder overskriften på den artikel, der er udkommet i den amerikanske avis The New York Times onsdag. Oversat til dansk lyder den: Danmark har nu to små havfruer. Den berømte af dem sagsøger. 

The New York Times har delt artiklen på deres Facebook-side, hvor de har over 18 millioner følgere, og flere af dem har allerede givet deres besyv med om sagen. 

havfruekommentar

Skøre danskere

Reid Holly spørger: Er Danmark ikke stor nok til to statuer af små havfruer? 

havfruekommentar3

Kell Molvigs kommentar har en hovedrystendene ordlyd, hvor han pointerer, at der gennem tiden har været en del ballade omkring Den Lille Havfrue: Udklædt, spraymalet eller endda halshugget. Åh, de skøre danskere, skriver han.  

havfruekommentar2

Christine Zhang skriver om sagen: Det er den mest skuffende turistattraktion nogensinde. Meningerne om Den Lille Havfrue og om sagen generelt var i forvejen mange, men med udgivelsen i The New York Times er det kun blevet flere.

Sagen kort

Arvingerne til Den Lille Havfrue mener, at skulpturen i Asaa ligner den på Langelinie så meget, at der er tale om et brud på ophavsretten. De kræver derfor, at den skal destrueres, og at de skal kompenseres økonomisk med 37.000 kroner.

Siden TV2 Nord første gang fortalte om den verserende strid, har den lille nordjyske by oplevet en stigning i antallet af turister, der lægger vejen forbi for at se skulpturen. Og nu har sagen altså også tiltrukket en af verdens helt store aviser. 

En lignende sag i Michigan 

Ifølge The New York Times havde arvingerne til Den Lille Havfrue også et søgsmål i Greenville Michigan i 2009, hvor der også findes en statue af en lille havfrue. Statuen havde på det tidspunkt eksisteret i 15 år, og var en hyldest til byens danske aner.

Eriksen-familien sagsøgte byen for 3700 dollars, men af ukendte årsager endte de med at droppe sagen.

quote Jeg troede ikke, at vi ødelagde kunst i Danmark.

Mikael Klitgaard, Borgmester, Brønderslev Kommune


En ægte Asaa-pige

I artiklen medvirker blandt andre Brønderslev Kommunes borgmester, Mikael Klitgaard (V), og Palle Mørk som har lavet den nu meget omdiskuterede skulptur. 

Sidstnævnte giver i artiklen udtryk for, at det vil påvirke ham, hvis skulpturen ender med at skulle tilintetgøres.

- Jeg troede ikke, at vi ødelagde kunst i Danmark. Det er noget Taleban gør, siger han til avisen. 

Mikael Klitgaard siger til avisen, at han mener, at der er stor forskel på de to havfruer, og at det er klart for alle og enhver, at havfruen i Asaa er lokal. 

- Hun ligner en ægte Asaa-pige, siger han.

Det lykkedes ikke for The New York Times journalisten at få en kommentar fra Alice Eriksen, der er sagsøger og barnebarn til ophavsmanden til Den Lille Havfrue, Edvard Eriksen. 

Se vores indslag fra dagen, hvor avisens journalist var i Asaa:

Avisen The New York Times besøgte den lille nordjyske by Asaa ved Dronninglund for at fortælle historien om skulpturen 'Mod Hjemve'. Og om hvordan arvingerne til Den Lille Havefrue på Langelinje i København ønsker den fjernet og destrueret, fordi det - ifølge arvingerne - er plagiat.

Seneste nyt

fra Nordjylland