Brand i Asaa: Ilden stod ud af vinduerne
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Da Nordjyllands Beredskab nåede frem, stod ilden ud gennem vinduerne.
En brand i et rækkehus i Asaa udviklede så kraftig røg, at det medførte skader på nabohusene.
Klokken 15:11 modtog Nordjyllands Politi en melding om en brand i Asaa.
Meldingen lød i første omgang på ingen synlige flammer, men den havde udviklet sig, da Nordjyllands beredskab nåede frem.
- Da vi ankommer, er huset overtændt, og ilden står ud gennem ruderne, som er sprængt, siger Dorthe Krogh, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Kun materiel skade
Der var heldigvis ingen hjemme, da branden opstod, og selv om branden har påført røg- og sodskader til nabobygningerne, så er der ingen tilskadekomne.
På grund af brandens hurtige udvikling, er det ikke muligt at fastslå en årsag til branden.
Den sidste efterslukning er i gang, og branden forventes helt slukket først på aftenen. Beboerne i huset får dog ikke mulighed for at vende tilbage til deres hjem, på grund af de voldsomme skader.
- Der er ikke reddet noget. Branden er slukket, og så skal der en opbygning til, siger Dorthe Krogh.