Christina og Lars skulle have et nyt hus - endte med en dyrepark
Foto: Freja Hesthaven / TV2 Nord
Parret har nu adskillige dyr, blandt andet lamaer, æsler, næsebjørne og ræve.
Se TV-programmet 'Dyreparken' nederst i denne artikel.
De var egentlig på udkig efter et nyt hus, men huset blev til en bondegård, og de seneste to år er bondegården blevet forvandlet til en dyrepark.
- Vi blev grebet af det, og så gik det stærkt, fortæller Christina Bak og Lars Jungersen.
De har altid været vilde med dyr, men derudover lå det ikke i kortene, at de skulle blive ejere af en dyrepark.
Lars arbejder som VVS’er, og Christina er uddannet lærer.
Men da skolereformen kom, kunne Christina mærke, at hun skulle lave noget andet.
For to år siden åbnede de så deres dyrepark i Klokkerholm op for besøgende, og siden har det taget fart.
- Det gik stærkt lige pludselig. Vi nåede næsten at købe dyrene inden indhegningen, fortæller de.
- Det er helt unikt
Begge er de vokset op med dyr, men i et parcelhus, og dyrene var mere almindelige kæledyr som hunde, kaniner, marsvin og en hest.
I deres dyrepark har de nu blandt andet heste, grise, ræve, næsebjørne, silkeaber, alpakaer, kænguruer, æsler og lamaer.
Vi keder os ikke.
Christina Bak
- Jeg har altid drømt om en bjergged, og det har vi også fået nu, siger Lars.
- Der er liv herude hver dag, og det er glade mennesker, der kommer. Vi keder os ikke.
Christina arbejder fuldtid i dyreparken, og Lars hjælper, når han har fri fra arbejde som VVS’er.
Christinas mor giver også en hjælpende hand med.
Og selvom parret ikke har fået et nyt hus, som de i virkeligheden ledte efter, så har de fået så meget mere.
- Det er helt unikt og en kæmpe glæde.
Se TV-programmet 'Dyreparken' herunder: