Datter til forsvundet 81-årig: - Jeg er lettet over, at han er fundet

81-årige Ehlers Pedersen fra Hjallerup, der har været forsvundet siden 21. november, er i dag fundet død på en mark ved Hjallerup.

Karina Sun Johansen, der er datter til den 81-årige Ehlers Pedersen, der har været forsvundet siden 21. november, da han forlod sit hjem i Hjallerup, er i dag lettet.

Lettet over at hendes far, der har været forsvundet i 16 dage, i dag er fundet. Det giver vished for hende at vide, at han er fundet død, så hun nu kan få ro i sjælen.

- Han blev fundet i skellet til en mark på Tranekæret, hvor han lå lige så fint. Han havde både sin pung og sine briller på sig, siger Karina Sun Johansen.

Findestedet er cirka 2,5 kilometer fra Ehlers Pedersens hjem.

Han blev fundet i skellet til en mark på Tranekæret, hvor han lå lige så fint. Han havde både sin pung og sine briller på sig.

Karina Sun Johansen, datter til den forsvundne Ehlers Pedersen

Politiet og frivillige har været i gang med at lede efter den 81-årige mand, siden han forsvandt, og i dag havde Karina Sun Johansen selv lagt ruter til over 20 frivillige, som skulle lede efter Ehlers Pedersen.

- Og det var tre af dem, der fandt min far på marken, siger Karina Sun Johansen.

Fantastisk opbakning fra frivillige

Hun er taknemmelig over den store frivillige opbakning, der har været for at finde hendes far.

- Der har været helt fantastisk, med så mange, der har bakket op og har henvendt sig for at lede. Det er jeg meget glad for, siger Karina Sun Johansen.

Vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi fortæller, at der ikke er noget, der tyder på, at den 81-årige mand har været udsat for en forbrydelse, men at der skal foretages et retsligt ligsyn på mandag.

- Selv om det selvfølgelig er trist, at den forsvundne er fundet død, giver det alligevel ro for de pårørende, siger Torben Larsen.

00:15

Karina Sun Johansen er glad for den opbakning, der har været fra en masse frivillige i forbindelse med eftersøgningen af hendes far i Hjallerup-området de seneste par uger.

Luk video