Fire påsatte brande i det centrale Brønderslev: 28-årig anholdt

Fire brande raserede sent lørdag aften i det centrale Brønderslev. Nordjyllands Politi har anholdt en 28-årig mand, som de mistænker for at stå bag de fire brande.

Det kunne være gået rigtig galt, men heldigvis alarmerede flere årvågne borgere sent lørdag aften brandfolkene i tide.

quote Tre af brandene var i beboelsesejendomme, mens den fjerde var i en parkeret bil. Vi arbejder ud fra, at de er påsat.

Carsten Straszek, efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi.

Inden for ganske kort tid måtte redningsmandskab rykke ud til hele fire brande i det centrale Brønderslev.

- Vi får den første anmeldelse klokken 22.14 og den sidste 23.58, fortæller efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi, Carsten Straszek, til TV2 Nord.

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Alle brandene var inden for en radius af 200-300 meter tæt på gågaden i Brønderslev.

- Tre af brandene var i beboelsesejendomme, mens den fjerde var i en parkeret bil. Vi arbejder ud fra, at de er påsat, siger Carsten Straszek.

Ved et af gerningsstederne anholdte Nordjyllands Politi en 28-årig mand fra Brønderslev.

- Vi mistænker ham for at stå bag de fire brande. Han er truffet på et af gerningstederne, og så har vi også flere vidneudsagn. Desuden er der videoovervågning af ham fra et af stederne, fortæller Carsten Straszek.

VIDEO: TV2 Nord havde en fotograf i Brønderslev i går aftes, da brandfolk, redningsmandskab og politi arbejdede på stedet.

En indlagt 

Med en hurtig indsats lykkedes det at få alle beboere ud af beboelsesejendommene i tide.

- Det er, hvad vi betegner som farlige brande, og to af dem var antændt på bagtrapper, så det kunne være gået rigtig galt, siger Carsten Straszek.

En person er indlagt til observation for røgforgiftning, men ellers er der kun tale om kraftig materiel skade.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland