LIGE NU:

Fuld fart gennem butikken: Allan tømmer Spar på to minutter

Allan Sindbæk fra Øster Brønderslev er en af ti heldige i hele landet, der har vundet muligheden for at tømme en Spar butik på to minutter

Det ligner måske mest af alt en almindelig indkøbstur, når Allan Sindbæk går gennem Spar i Øster Brønderslev.

Men på den 42-årige lagermedarbejders første tur gennem butikken fredag formiddag, skal han ingenting have med sig ud fra butikken.

Allan Sindbæk er i gang med at se, hvor alle de gode ting står. For så snart den første tur gennem butikken er overstået, skal han løbe gennem butikken på to minutter og fylde så meget som muligt i sin indkøbsvogn.

Allan Sindbæk er én af kun ti på landsplan, der har fået mulighed for at tømme sin lokale Spar på minutter.

- Jeg går umiddelbart efter de ting, som vil være en fordel i længden. Så vi tager noget af det gode kød og fylder fryseren op, så vi ikke skal tænke på det, siger Allan Sindbæk.

Allan Sindbæk må tage tre af hver ting i butikken bortset fra spiritus og tobak, men øl og vin må han godt komme i indkøbsvognen.

Eksamen er en fest for den forberedte

Hjemmefra har Allan Sindbæk allerede tænkt godt over, hvad der skal med ham hjem efter to minutter rundt i butikken.

- Drikkevarer og kød, og så kommer julen om lidt, og der er nogle juleting, der er pænt dyre at få fat i. Så dem skal jeg også have, siger Allan Sindbæk.

- Vi har snakket om, hvad vi godt kunne tænke os, og vi har snakket om, hvor det er i butikken, så vi kan undgå at løbe de steder hen, hvor vi kommer til at spilde tid, fortsætter Allan Sindbæk.

Med rekognosceringsturen overstået er Allan Sindbæk klar til at få fyldt så meget i indkøbsvognen som muligt.

1, 2, 3.. START

1, 2, 3, start lyder det fra butikschef Jan Jæger, og Allan Sindbæk griber med det samme ud efter to rammer cola.

- Jeg er jo den glade giver. Det er virkelig fedt at være med til det her og vise, at vi er med, og kunden bliver glad, siger butikschef i Spar i Øster Brønderslev, Jan Jæger.

quote Du har stadig ni sekunder.

- Jan Jæger, Butikschef, Spar Øster Brønderslev.

Allan Sindbæk finder hurtigt vej over til kødet, hvor han tager flere pakker med kød og kaster i indkøbsvognen.

Derefter sætter han kurs mod drikkevarerne, hvor han tager tre rammer øl, og fortsætter over til juleslikket, inden han på vej mod kassen tager noget mere slik og lidt romkugler op i vognen.

Ni sekunder

Og glad står han så ved kassen med indkøbsvognen fyldt op, men så lyder det fra butikschefen:

- Du har stadig ni sekunder.

Så Allan Sindbæk sætter en drabelig slutspurt ind for at udnytte de sidste sekunder og når at kaste tre trådløse hovedtelefoner i vognen i sidste sekund.

- Jeg tror, at det er tilfredsstillende. Jeg er ked af det, men jeg tror nok, at jeg glemte det hakkede oksekød, så jeg må måske afsted en gang mere, siger en grinende Allan Sindbæk.

Allan Sindbæk nåede at få fyldt vare i vognen for 4.938 kroner.