Gode råd før nytårsaften: Blid musik og lækre kødben får kæledyrene til at slappe af
På Nordjyllands Internat i Hjallerup bliver hundekurvene sprayet med et beroligende stof. Det får hundene til at slappe af nytårsaften.
På Nordjyllands Internat i Hjallerup gør personalet, hvad de kan, for at hundene får en stressfri nytårsaften.
I aften er det nytårsaften, og det er tid til at tænke på vores kæledyr, som bliver bange og utrygge på grund af støjen fra nytårskrudtet, der bliver fyret af.
Og på Nordjyllands Internat i Hjallerup er man i gang med at tage sine forholdsregler, så dyrene kommer godt og trygt igennem nytårsaften.
Blandt andet er metervis af sorte sække de sidste dage hængt op for at blænde vinduerne på internatet.
- Når først det rigtig går løs, så er vi skærmet for alle de lysglimt, der vil komme, siger internatleder Karina Fisker fra Nordjyllands Internat i Hjallerup.
Hundene er jo pressede, fordi der sker så meget.
Karina Fisker, internatleder, Nordjyllands Internat, Hjallerup
Ja, for lige så meget nogen elsker festfyrværkeri og bulder og brag - ligeså meget afskyr hunde det. Og nogen af dem viser allerede tegn på stress.
- Hundene er jo pressede, fordi der sker så meget, siger Karina Fisker og peger på hunden Mille, som ligger og trykker sig i sin kurv.
Skaber rolige rammer for hundene
Og det er ikke bare Mille, der har brug for et sted at være nytårsaften. For der er travlt på internatet i Hjallerup. Alt er booket, og personalet og frivillige gør, hvad de kan, for at alle hunde får en stressfri nytårsaften.
Karina Fisker forklarer, at personalet gør meget for at skabe de bedste rammer for, at hundene kan slappe af. For eksempel bliver hundekurvene sprayet med nogle dufte, der har en beroligende effekt. Og der skrues også op for blid musik, som kan få hundene til at slappe af.
- Musikken gør jo også noget ved os mennesker, og det gør den også for hundene, forklarer Karina Fisker, som sørger for, at hundene får de bedste og lækreste kødben nytårsaften.
- Det afleder også hundene, at de har de her ben at få tiden til at gå med, siger hun.
Karina Fisker har et godt råd, som kan hjælpe hundene nytårsaften.
- Det er vigtigt, at hunden mærker, at dens ejer er der og støtter, men man skal ikke være for pylret, siger internatlederen.
Få hunden sikkert gennem nytårsaften
- Sørg for at motionere hunden rigtigt grundigt tidligt på dagen. En god lang tur i skoven eller på stranden vil hjælpe hunden til af slappe af senere på aftenen.
- Sørg for at holde hunden i line på lufteturen eller i en indhegnet have - et højt brag kan gøre hunden så forskrækket, at den løber bort i panik eller bliver kørt ned i trafikken.
- Hold også hunde, der ikke er bange for fyrværkeri, i line. De kan nemlig finde på at løbe mod lyden og synet af raketter og forsøge at fange det, hvilket er meget farligt. Hvert år kommer dyr alvorligt til skade, fordi de enten kommer for tæt på fyrværkeri, eller fordi de forsøger at apportere raketter eller "fusere".
- Straf eller ynk endelig ikke hunden, hvis den viser utryghed ved fyrværkeri. Forsøg i stedet at aflede hundens opmærksomhed med lidt sjov leg, træning eller noget andet hunden holder af.
- Hvis hunden er utryg og gemmer sig, eksempelvis under sofaen, så lad den være dér. Forsøg ikke at trække den frem fra dens gemmested.
- Giv kun hunden medicin ifølge aftale med dyrlægen. Giv aldrig hunde medicin ordineret til mennesker.
- Træk gardinerne for så hunden ikke ser de kraftige lysglimt - hunden kan nemlig godt forbinde lysglimtene med den ubehagelige lyd, og det kan gøre den mere utryg.
- Tænd for musikken. Hvis man lader musikken spille i et tilpas højt leje, kan det virke camouflerede på fyrværkerilyde.
- Lad ikke hunden være alene. Sørg for at den har selskab og at den er optaget af noget interessant, som f.eks. et stort, saftigt kødben, søgen efter godbidder eller lidt nyt legetøj. Sjov beskæftigelse kan være med til at aflede hundens opmærksomhed fra bragene udenfor.
- Husk på, at spirituspåvirkede menneskers adfærd virker "mystisk" på mange hunde, og at det kan forstærke hundens angst.
- Forsøg ALDRIG at vise hunden, "at fyrværkeri ikke er farligt", ved at tage hunden hen til fyrværkeriet. Hunden forstår det alligevel ikke, og oplevelsen kan forrette mere skade end gavn.
Kilde: Netdyredoktor.dk