Her skal Ny Hedelund ligge: - Det var et spørgsmål om 50 meter
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Byrådet i Brønderslev Kommune blev onsdag aften enige om, hvor erstatningen for den nedbrændte Restaurant Hedelund skal ligge.
Der var to forslag i spil, da byrådet i Brønderslev Kommune onsdag aften skulle diskutere, hvor erstatningen for Restaurant Hedelund, der brændte for tre år siden, skal ligge.
Det ene gik på at opføre restauranten i parken omkring, hvor den lå før, mens det andet gik på at ligge den i tilknytning til P. N. Beslag, hvor der i forvejen er planer om at opføre et nyt kulturhus.
Sidstnævnte forslag vandt med 15 stemmer for. 12 stemte for det førstnævnte forslag.
- De to placeringer ligger jo tæt på hinanden, så det var et spørgsmål om 50 meter. Der er fordele og ulemper ved begge placeringer, men jeg stemte for, at restauranten skal ligge i tilknytning til det nye kulturhus, siger Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune og fortsætter:
- Jeg tro på, at det kan blive rigtig godt, når det ligger i tilknytning til et nyt kulturhus. Og så tror jeg, det giver større mulighed for at få fondsmidler.
Ifølge borgmesteren skal en arbejdsgruppe, bestående af en fra hvert parti, nu lave en arbejdsplan. Herefter skal den igen til afstemning i byrådet, og herefter skal der findes en arkitekt og søges fonde.
- Jeg håber og tror også på, at arbejdsgruppen hurtigt kommer i gang, så vi snart kan få en konkret plan for projektet i gang, siger Mikael Klitgaard.