Hjallerup-drabet: - Ethvert normalt menneskes medfølelse går til de efterladte, siger stjerneadvokat
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
- Jeg tænker det er en helt utrolig forfærdelig sag, og at ethvert normalt menneskes medfølelse går til de efterladte.
Sådan lyder det fra forsvarsadvokat Mette Grith Stage, der er blevet forsvarer for den nu 18-årige, der er sigtet og varetægtsfængslet i drabet på en 13-årig pige i Hjallerup.
Han er netop blevet forlænget i sin varetægtsfængsling.
- Når det er sagt, så er det jo også en yderst ulykkelig sag for min klient og hans pårørende, men det kan ikke måle sig med det tab som afdødes familie har lidt. Det er så frygteligt en sag, lyder det inden hun hinter til noget opsigtsvækkende:
- Men der er en forhistorie, og det vil på et tidspunkt komme frem, når der er en retssag. Det er så frygteligt en sag.
Politiet har allerede meldt ud, at der var en relation mellem den dømte og drabsofferet.
Advokat i andre opsigtsvækkende sager
Hun er også forsvarer for den dømte i Mia-sagen, fordi både anklagemyndigheden og den dømte har anket den dom. Mens dømte har anket den til frifindelse, har anklagemyndigheden anket den til skærpelse.
Den ankesag begynder 13. maj i Vestre Landsret.
Se stjerneadvokaten besøge TV2 Nords program Indblik nederst.
Og hvorfor valget er faldet på hende, regner hun netop med, har noget med hendes erfaring at gøre i lignende sager.
- Det er naturligt i så en alvorlig en sag vil man gerne have det mest optimale forsvar. Det er lidt det samme, hvis man har brækket sit ben, så vil man gerne have den bedst mulige læge, siger Mette Grith Stage og fortsætter om sin anden sag i Nordjylland indenfor kort tid:
- Det er lidt tilfældigt med to særligt opsigtsvækkende specielle sager i det nordjyske.
- Jeg har efterhånden oparbejdet en vis erfaring. Nu har jeg arbejdet som først som anklager og så som forsvarer i snart 20 år, gør, jeg har fået en stor erfaring med at håndtere de forskellige sager. Det gør, at jeg kan udnytte den erfaring til de nye sager, jeg antager.