I Asaa holder man sammen og går efter titlen som Årets Landsby

Asaa er med to andre landsbyer i opløbet om at vinde titlen som Årets Landsby. En dommerkomite afgør konkurrencen inden 1. oktober.

I Asaa har borgerne i de sidste år arbejdet målrettet for at få mere liv i byen og for at få alle med i fællesskabet i landsbyen. 

Det er den indsats, som nu kan betyde, at Asaa render med titlen som Årets Landsby i 2020.

- I år handler temaet om sammenhold, og vi har virkelig styr på sammenholdet her i byen, lyder det fra Thomas Østergaard Pedersen, som er formand for Samrådet Østkysten. Et samråd hvor 31 foreninger og organisationer er gået sammen om at engagere så mange som muligt i det lokale foreningsliv.

Årets Landsby bliver i år kåret for 26. gang. Temaet denne gang er ”En landsby, hvor vi tager hånd om hinanden”. Det er Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne og en række kreditforeninger, som står bag Årets Landsby. Foruden Asaa i Brønderslev Kommune, er Voerså i Frederikshavn Kommune og Hultog i Stevns Kommune nået til finalen.

- Vi har gode chancer i år, tror jeg. De to andre byer har helt sikkert også et godt sammenhold, men vi vælger at gå hele vejen for at få så mange som muligt med, siger Thomas Østergaard Pedersen.

I Asaa har Samrådet Østkysten besluttet at gå offensivt til værks. Der er etableret fælleskabsfinancierede kontingenter, så alle har mulighed for at være. Ingen skal tvinges til at deltage i aktiviteter, men de skal i hvert fald have buddet, lyder det fra Samrådet Østkysten

- Vi danner os et overblik over, hvem der af forskellige årsager ikke rigtig deltager. Det kan være sårbare personer, som skal have en hjælpende hånd. Den er foreningslivet parat til at give, og så håber vi, at endnu flere vil deltage. Vi spørger dem simpelthed direkte, siger Thomas Østergaard Pedersen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland