Ingeborg Skeel regerede på Voergaard: Dukker hun op, når vi tager på direkte spøgelsesjagt?
Torsdag i vinterferien er der uhygge på programmet, når spøgelsesjægerne fra tv-serien "Er der nogen?" sender en spøgelsesjagt fra Voergaard Slot direkte på tv.
Spøgelseshistorierne fra Voergaard står i kø:
Der er blodpletten i tårnværelset, der ikke kan vaskes væk - og som efter sigende stammer fra en dræbt ung kvinde, der var blevet gravid udenfor ægteskab.
Der er den mørke fangekælder, Rosedonten, der ligger i den ældste del af slottet, hvor en voksen mand hverken kan stå oprejst eller ligge udstrakt.
Og så er der selvfølgelig Ingeborg Skeel selv, der var adelsfrue på slottet i 1500-tallet, og som siges at gå igen i slottets gange og fine stuer.
Se spøgelsesjagten direkte
Den 23. februar undersøger holdet bag "Er der nogen?" om det endelig skal blive muligt at komme i kontakt med Ingeborg Skeel - eller nogle af de andre personer, der er involverede i de mange spøgelseshistorier på slottet.
Det sker, når TV2 Nord sender en direkte spøgelsesjagt fra det historiske slot fra klokken 22.00 til midnat.
Liven sendes både på "Er der nogen?"s Facebookside og på TV2 Nord Salto.
Hvis man ser med på Facebook, så kan man løbende fortælle værterne Mikkel Egelund, Trine Gadeberg og Kasper Le Fevre, hvad man ser hjemme i stuerne - og på den måde kan seerne selv deltage i spøgelsesjagten.
Det spøger i alle kroge
"Er der nogen?" har ved flere lejligheder besøgt Voergaard Slot, der ligger i den nordøstlige ende af Brønderslev Kommune. Hver gang har der været masser af aktivitet.
Blandt andet helt tilbage i første sæson af den populære serie, hvor Mikkel Egelund blev spændt fast i fangekælderen under slottet.
Om spøgelsesjægerne denne gang finder endnu stærkere beviser på, at det spøger på Voergaard Slot, det vil vise sig.
Se med torsdag den 23. februar klokken 22.00 på facebook og TV2 Nord SALTO. Se eller afsnittet om blodpletten i tårnværelset her: