Kommune stemmer nej til rygeforbud: - Det er som at forbyde folk at spise æbler
Foto: Ib Wiliam Christensen
Brønderslev Kommuner er én af få kommuner, der tillader de ansatte at ryge i arbejdstiden.
På et byrådsmøde onsdag besluttede Brønderslev Kommune, at de ansatte gerne må ryge i arbejdstiden.
Det er sjældnere og sjældnere, at man støder på lugten af cigaretter og en sky af grålig røg.
For rygning bliver mindre og mindre populært, og flere arbejdspladser og kommuner har helt forbudt medarbejdere at pulse i arbejdstiden.
Men i Brønderslev Kommune er sagen en helt anden.
- Man må gerne ryge her, men vi anbefaler selvfølgelig folk at lade være, siger Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune.
Ingen tyranni
Onsdag var rygning på dagsordenen i Brønderslev Kommune. Sundhedsudvalget diskuterede, om kommunen skulle indføre røgfri arbejdsdag for samtlige medarbejdere.
11 stemte for røgfrie arbejdsdage. Men de resterende 16 i byrådet stemte imod.
Én af dem, der ikke mener, at folk skal forhindres i at ryge i sin arbejdstid, er Runa Friis Hansen fra Enhedslisten.
- Jeg går ikke ind for at sætte tyranni ned over vores medarbejdere. Det skal være forebyggelse og ikke et forbud, siger hun.
Som at spise onsdagssnegl på en onsdag
Lige nu er 73 ud af 98 kommuner røgfrie. Fire mere er på vej til at blive det.
Selvom Runa Friis Hansen ikke selv ryger, så mener hun ikke, politikerne skal bestemme over medarbejdernes vaner.
- Altså skal vi så også bestemme, at folk ikke må spise onsdagssnegl på en onsdag, siger hun.
Det er ikke første gang, den røgfrie arbejdstid bliver drøftet i Brønderslev Kommune. Sidst var for to år siden. Også her blev ideen stemt ned. Borgmesteren er enig i beslutningen.
Så ifølge jer er en anbefaling nok til at få folk til at stoppe med at ryge på jeres arbejdsplads?
- Jeg vil da heller ikke forbyde mine medarbejdere at spise æbler, svarer Mikael Klitgaard og fortsætter:
- Folk, der ryger, skal jo ikke arbejde mindre end andre, siger borgmesteren.
Selvom kommunen er én blandt få kommuner, der stadig vælger at lade folk ryge i arbejdstiden, så holder Mikael Klitgaard fast i, at de gør det rigtige.
- Andre kunne godt lære noget af os. For vi leder ikke ved hjælp af bureaukrati og tvang. Og det er jeg sikker på, vi kommer længst med, siger han.