Konservative reagerer på byrådsmedlems farvel: - Vi har ikke en finger at sætte på Lines indsats
Line Vanggaard Pedersen, der er byrådsmedlem i Brønderslev Kommune, meldte sig fredag ud af Det Konservative Folkeparti og fortsætter som løsgænger. Nu reagerer den lokale vælgerforening på udmeldelsen.
Det 32-årige byrådsmedlem Line Vanggaard Pedersen fra Jerslev meddelte fredag den konservative vælgerforening i Brønderslev Kommune, at hun melder sig ud af partiet og fortsætter i byrådet som løsgænger.
- Den samlede bestyrelse er meget ked af, at Line har følt sig nødsaget til at træffe denne beslutning, lyder det lørdag i en pressemeddelelse fra den konservative vælgerforening i Brønderslev Kommune.
Line Vanggaard Pedersens farvel til partiet skyldes valget af ny spidskandidat i december. På opstillingsmødet pegede flertallet af partimedlemmerne på Peter Stecher, som var Line Vanggaard Pedersens modkandidat i kampen om posten.
Line Vanggaard Pedersen skrev fredag på Facebook, at det var "meget skuffende" at høre dele af partiet give udtryk for, at "det var upassende, at en enlig mor skulle være spidskandidat".
Vælgerforening tager afstand
Den ytring tager bestyrelsen i vælgerforeningen afstand fra, lyder det i pressemeddelelsen, som er sendt ud lørdag, og som er underskrevet af foreningens formand Ole Agger Hansen.
- Bestyrelsen vil gerne på det kraftigste understrege, at skulle enkelte af vælgerforeningens medlemmer have denne anakronistiske indstilling til kvinders indsats i politik og arbejdslivet, så er der ingen støtte til den holdning i bestyrelsen.
- Bestyrelsen er af den mening, at netop Line gennem sin arbejdsindsats i byrådet i syv år, etablering af egen virksomhed og i samme periode at have bragt to børn til verden er beviset på det diametralt modsatte. Vi har som forening på intet tidspunkt haft noget at sætte en finger på i forhold til Lines indsats og dedikation til Det Konservative Folkeparti samt Brønderslev Kommune, skriver vælgerforeningen.