Kopi af Den Lille Havfrue? Kunstner og arvinger er uenige

En statue på Asaa Havn tiltrækker lige nu opmærksomhed. Arvingerne til Den Lille Havfrue mener, den minder om – kunsteren bag mener ikke, han har villet lave en kopi af Den Lille Havfrue.

Martha Evan Christiansen cykler dagligt forbi statuen Mod Hjemve på havnen i Asaa.

- Det giver sådan en ro at komme herud, og det giver en dejlig fornemmelse. Derefter kan man cykle hjem igen, siger Martha Evan Christiansen, der er pensionist og bor i Asaa.

Men det kan snart være slut. Arvingerne til den verdenskendte Den Lille Havfrue i København mener nemlig, at statuen ligner så meget, at den krænker ophavsrettighederne.

- At vi er så heldige at have en så smuk statue her i Asaa – den lille by med en efterhånden stor turisthavn, det er et privilegie. Det er næsten ikke til at bære for os, der holder af at komme her hver dag og se på Mod Hjemve. Jeg forstår ikke, nogen kan få over sig, at den bare skal knuses, siger hun.

Kunstner: Det er ikke en kopi

Kunstneren bag Mod Hjemve er Palle Mørk, der til daglig arbejder som stenhugger. Han mener ikke, der er hold i anklagerne om krænkelse af ophavsrettighederne.

- Det er noget forfærdeligt svineri. Det er ikke en kopi af Den Lille Havfrue. Den her er lavet i sten og granit, og Den Lille Havfrue er lavet i bronze. Man kan måske fornemme, det er det samme, men jeg har ikke haft Den Lille Havfrue herovre for at lave en efterligning. Den er også dobbelt så stor, siger Palle Mørk.

Han mener hverken, at de minder om hinanden, eller at det er en kopi.

- Vi laver ikke nogen kopier af det, for vi tager jo ikke nogen billeder af det eller noget. Vi laver det på hukommelsen, siger Palle Mørk og fortsætter:

- Aldrig nogensinde har jeg tænkt over det. Det er selvfølgelig inspireret af det. Hvis man laver malerier og man laver billeder af en ko, skal man så ikke have lov til at lave et billede af en ko? Det har ikke noget med hinanden at gøre, siger han.

Kunstner og borger i Asaa håber stadig

Selvom det er afgjort, at statuen skal fjernes, håber kunstneren Palle Mørk, at han kan finde en løsning med arvingerne til Den Lille Havfrue.

- Jeg håber, de retter henvendelse til mig en gang mere, så jeg kan være med til at bestemme, hvad der skal ske. For det her duer ikke. Jeg ved godt, de ringede en dag, men når man ikke har telefonnummer og ikke får det skrevet op, glemmer man det igen.

Martha Evan Christiansen bliver også ved med at håbe, indtil den dag, statuen er væk.

- Jeg drømmer om, at den får lov til at blive der, så alt er, som det plejer at være. Vi har lov til at ønske, at tiden arbejder for os, så den bliver, siger hun.



Seneste nyt

fra Nordjylland