Mette Nielsen fra Hals fik i 2020 konstateret den sjældne sygdom Myasthenia Gravis - noget, som en blodprøve indikerede fem år tidligere.
Mette Nielsen fra Hals er netop blevet tilkendt 80.000 kroner fra Patienterstatningen.
I 2015 pegede et blodprøvesvar på, at hun led af den sjældne sygdom Myasthenia Gravis, men der blev aldrig fulgt op på blodprøven, og i fem-seks år levede Mette Nielsen i det, hun selv kalder "helvede", inden diagnosen endelig blev stillet i 2020 af en anden neurolog.
I afgørelsen fra Patienterstatningen bliver ansvaret for den forsinkede diagnosticering placeret hos neurolog Martin Kelkelund, som afsluttede behandlingen uden at afklare, hvad Mette fejlede.
Neurolog Martin Kelkelund har ikke haft mulighed for at stille op foran kamera og besvare TV2 Nords spørgsmål i sagen, fordi han har været i USA. Han har desuden ikke ønsket at blive interviewet via en netforbindelse.
Han har i stedet accepteret vores tilbud om et skriftligt interview, som vi bringer i dets fulde og uredigerede længde.
Spørgsmål: Patienterstatningen skriver til dig som “Ansvarligt behandlingssted”. Hvad er din kommentar til Patienterstatningens afgørelse?
Svar: Jeg er uenig og uenig i de præmisser som Patienterstatningen ligger til grund. Man tager slet ikke stilling til patientens eget ansvar for at følge en udredning eller ansvaret hos patientens egen læge. Jeg mener faktisk, at afgørelsen er udtryk for dårlig juridisk håndværk.
Spørgsmål: Erkender du ansvaret for, at den afgørende blodprøve aldrig fik indflydelse på Mettes behandling?
Svar: Nej. Patienten udebliver fra aftaler og ender pga. dette med at blive afsluttet her i klinikken. Patienten får ej heller taget blodprøver i første omgang. Hun skal mindes om, og da de endelig bliver taget hos egen læge, får jeg aldrig svaret. Svarene går til egen læge incl. den omtalte speciel blodprøve i relation til Myastenia Gravis. Da patienten flere uger efter afslutning her i klinikken, idet hun udebliver, kontakter klinikken får hun meddelt, at vi gerne følger op på det hele men det kræver en ny henvisning fra egen læge. Herefter hører vi aldrig mere fra patienten. Man skal være klar over, at det at gå hos en speciallæge er ikke det samme som at have et forløb hos egen læge. Til speciallæge kræves en henvisning som har en vis varighed, og der er knyttet nogle ydelser, regler og funktioner til denne. Når man som patient afsluttes så overgår behandlingsansvaret utvetydigt til egen læge. Derudover kan man godt have Myastenia Gravis med en negativ blodprøve, hvorfor udredningen af denne tilstand ikke er så simpel, som det måske lyder. Det kræver dog at patienten samarbejder.
Spørgsmål: Hvem mener du bærer hovedansvaret?
Svar: Det gør primært patientens lægehus som har rettet i, hvem som skulle modtage blodprøvesvar, men patienten har så sandelig også et ansvar. Som patient har man et ansvar for eget helbred, så længe man ikke er umyndiggjort eller dement. Patienten lader stå til i årene efter på trods af, at hun oplagt burde have søgt speciallæge igen. Den her sag er en erstatningssag og med Patienterstatningens afgørelse, umyndiggør man patienten. I alle andre erstatningsmæssige sager vil man jo kigge på, hvad skadelidte selv har gjort for at minimere skaden. Patienten har intet gjort. Hun udebliver uden afbud fra aftaler med efterfølgende undskyldninger om, at hun skulle på arbejde.
Spørgsmål: Hvordan har du det med, at spørgsmålet om en evt. fejl er forældet efter fem år - og altså i dette tilfælde først blev erkendt, da det var for sent?
Svar: Jeg mener som udgangspunkt at de 5 år er rimelige. Det handler også om retssikkerheden for dem der klages over. Som årene går bliver hukommelsen dårligere og nuancer af et sagsforløb kan gå tabt. Vi har her i klinikken tradition for at udarbejde udførlige journaler, hvilket jeg da kun kan være glad for i denne sag.
Spørgsmål: Nu placerer Patienterstatningen ansvaret hos dig. Havde du foretrukket en lægefaglig afgørelse?
Svar: Patienterstatningen tager sig i virkeligheden alene stilling til det erstatningsmæssige. Man kan sagtens få tilkendt erstatning uden der er sket en fejl. Det er derfor man i Danmark har Patienterstatningen som tager sig af det erstatningsmæssige, og Styrelsen for Patientklager som tager sig af evt. fejl udført af autoriserede sundhedspersoner. Der er flere eksempler på, at Patienterstatningen udtaler lægefaglig kritisk som siden hen underkendes af Styrelsen for Patientklager, idet sidstnævntes sagsbehandling er meget mere grundig og nuanceret i relation til det lægefaglige. Patienterstatningen roder sig ud i noget i den her afgørelse, som jeg mener ikke er korrekt, så en ordentlig lægefaglig gennemgang havde været på sin plads.
Spørgsmål: Hvilken lære synes du man kan drage af denne sag - og hvilken lære drager du selv?
Svar: Jeg havde da gerne været denne sag foruden, men sådanne sager afføder altid selvransagelse hos alle læger incl. mig selv. Vi er ikke blevet læger i et ønske om at skade patienterne. Patientsikkerhed er alfa omega. Her i klinikken har vi endnu engang gennemgået alle vores skriftlige procedure og rutiner. Vi har ikke kunnet optimere det yderligere. Behandlingsansvaret for blodprøvesvar overgik til egen læge den dag, hvor man rettede i, hvem som skulle modtage svar og den dag, hvor patienten blev afsluttet her i klinikken til egen læge. Det er og bliver altså non-diskutabelt. Derudover rejser sagen interessante spørgsmål om patientansvar. Når du som patient ikke følger en udredning eller udebliver, hvem har så ansvaret ? Jeg mener, det er patienten selv. Patienten er hverken under myndighedsalder, kognitiv svækket eller særlig social udsat. Vores sundhedsvæsen er ikke en børnehave med ubegrænsede ressourcer.
Læs Mette Nielsens reaktion på Martin Kelkelunds svar her:
