Ny optimisme ved udbrændt restaurant: - Jeg håber, at genoprettelsen kan starte i 2021

Natten til den 17. maj 2018 så Brønderslev borgere Restaurant Hedelund i Rhododendronparken brænde ned. Genbygningen af en af byens tidligere samlingspunkter, der i flere årtier har dannet ramme for festlige sammenkomster, kan imidlertid snart igangsættes, hvis de sidste penge findes.

Flere af Brønderslevs borgere savner Restaurant Hedelund, der gik i flammer i maj i 2018.

Branden opstod dengang i en af restauratens containere og spredte sig hurtigt til hele bygningen. Det er aldrig afgjort, om branden var påsat eller opstod på grund af rester af grillkul. Brønderslev Kommune har i mere end to år arbejdet med planerne om at genopføre restauranten. 

Fredag blev der afholdt borgermøde i den runde pavillion i Rhododendronparken. Her havde styregruppen for genopbygningen af Restaurant Hedelund inviteret byens borger for at fortælle om de videre planer.

Forud for mødet var alle ikke lige optimistiske.

- Det er mere end to år siden, at Restaurant Hedelund brændte ned, og siden da er der sket nul og niks, siger en af Brønderslevs beboere Kjeld Lythje.

Økonomien skal på plads

Karsten Frederiksen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brønderslev Kommune, estimerer, at det kommer til at koste i omegnen af 17 millioner kroner at genskabe Restaurant Hedelund.

Styregruppen har modtaget omtrent otte millioner kroner i forsikringssum efter branden i 2018, så der mangler fortsat penge til opførslen.

Ifølge formanden skal kommunen gerne spytte mellem fem og syv millioner kroner i kassen. Senest har foreningen Realdania dog også meldt sig på banen med interesse for at støtte projektet. 

Inden borgermødet kunne formanden for Teknik- og Miljøudvalget Karsten Frederiksen da også godt forstå borgernes frustation. Efter borgermødet, der fandt sted mellem 15-17, havde han dog en god fornemmelse.

- Jeg tror og håber på, at første spadestik i genopførslen kan tages til sommer næste år. Det kræver bare at byrådet siger ja til planerne, udtaler han.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland