Per lukkede køerne på græs: - Det er fantastisk at opleve

Landmand Per Aagaard Nielsen fra Hjallerup lukkede søndag sine økologiske malkekøer ud for første gang i år. Økodagen, hvor køerne hopper og springer ud i foråret, er altid et højdepunkt for ham.

Det var ikke kun forårssolen, men også malkekøerne, der kom til at danse på landmand Per Aagaard Nielsens marker, da han søndag åbnede stalddørene og lukkede sine økologiske køer på græs i forbindelse med den landsdækkende Økodag.

- Det er fantastisk at opleve køerne springe foråret ind. De brøler og hopper i flere uger efter, at de er blevet lukket ud på græs. Og på mange måder tror jeg godt, man kan sammenligne den følelse, køerne oplever hvert år til Økodag, med den følelse alle vi danskere venter på at opleve ved genåbningen af samfundet, siger Per Aagaard Nielsen.

Selvom det er femte gang, at køerne på gården lukkes ud, så er der stadig nerver på, når porten åbnes.

- Det er jo flere ting, som kan gå galt. For eksempel kan det være, at køerne ikke kan se hegnet. Hvis du nu får solen i øjnene, siger landmanden.

Han bor sammen med sin familie på gården Østerholt ved Hjallerup. Familien er tredje generation på gården, og i 2016 valgte Per Aagaard Nielsen at omlægge til økologisk landbrug sammen med sin far Villy, som stadig hjælper til på gården.

Familien Nielsen har glædet sig til at få køerne på græs.
Familien Nielsen har glædet sig til at få køerne på græs.
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord

Må 'danse' uden publikum

Det betyder, at de 130 sortbrogede malkekøer nu skal på græs hver dag i perioden, der som udgangspunkt strækker sig fra 15. april til 1. november.

- Jeg har altid været nysgerrig efter at afprøve nye ting, og da vi i sin tid fandt ud af, at blandt andet den store mark omkring vores stald gjorde det muligt for os at omlægge til økologi, så var jeg nødt til at springe ud i det. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Det er bedre for vores økonomi, og så er det rigtig godt for køernes trivsel med al den sollys og motion, de får, når de er på græs, siger Per Aagaard Nielsen.

Normalt plejer Økodagen at være et tilløbsstykke, hvor mange besøgende finder vej til de økologiske gårde for at se køerne hoppe og springe ud på markerne. Østerholt deltog for første gang i 2019, og her mødte omkring 3.000 mennesker op for at se køerne blive lukket ud.

På grund af corona-pandemien foregik Økodagen sidste år digitalt, og sådan blev det også i år, hvor publikum heller ikke måtte møde fysisk op.

Du kan se, hvordan det så ud, da Per Aagaard Nielsens køer bliver lukket ud. Se videoklippet over artiklen.


Seneste nyt

fra Nordjylland