Seniorer er vilde med bordtennis: - Vi bliver bare ældre, men mentaliteten er den samme

I Brønderslev er bordtennis for folk over 60 år blevet et hit. På to år er antallet af seniorer i bordtennisklubben BI Bordtennis mere end tredoblet.

Det siges at være verdens hurtigste spil. Alligevel begynder flere ældre mennesker at beskæftige sig med bordtennis.

Det oplever de blandt andet hos BI Bordtennis i Brønderslev. Her har de i løbet af to år mere end tredoblet antallet af bordtennisspillere over 60 år.

quote Jeg føler, at jeg stadig har det, som om jeg er 18. Jeg synes, min mentalitet er den samme, og jeg kan også se det på de andre gutter.

Per Henrik Pedersen, bordtennisspiller, 64 år

- Jeg synes, det er skide skægt. Man bliver bedre og bedre. Selvom man er 64 år gammel, så kan man stadig nå et godt niveau. Der er ingen tvivl om, at det betyder rigtig meget for mig. Især mentalt, at man har noget at gå op i, siger Per Henrik Pedersen, der har været i klubben i godt og vel 3 måneder.

I 2018 havde foreningen cirka 10 spillere på over 60 år, men i slutningen af 2019 er det tal steget til 35.

BI Bordtennis har selv gjort en indsats for at få de modne mænd og kvinder til at gribe battet. Foreningen har blandt andet kørt et introforløb og en kampagne, hvor man kunne tage venner med til træning. En kampagne, der er lavet i fællesskab med ’Bevæg dig for livet – senior’, som er et samarbejde mellem DIF, DGI, Dansk Arbejder Idrætsforbund og Brønderslev Kommune.

Spillet kan tilpasses

Selvom bordtennis er et hurtigt spil, så kan det sagtens tilpasses dem, der spiller. Det mener Frank Dolberg, der er formand i BI Bordtennis, er med til at forklare udviklingen.

- Du behøver ikke være atletisk eller kunne løbe 5 kilometer for at spille med. Du kan selv vælge, om du vil bevæge dig meget eller lidt og aftale det med modstanderen, lyder det fra Frank Dolberg.

Seniorerne spiller to gange om ugen, men nogle af spillerne er blevet så entusiastiske, at de har fået en nøgle, så de kan spille endnu mere.

- Der går en dreng op i én igen. De går vildt meget op i det. Man tænker måske: ”kan ham her bevæge sig?” Men når de først kommer i gang, er det helt fantastisk, siger Frank Dolberg.

- Jeg føler, at jeg stadig har det, som om jeg er 18. Jeg synes, min mentalitet er den samme, og jeg kan også se det på de andre gutter. De er pisse friske ligesom mig. Vi bliver bare ældre, men mentaliteten er den samme, supplerer Per Henrik Pedersen.

BI Bordtennis er allerede ved at planlægge et nyt introforløb i 2020.

Det er imidlertid ikke kun i Brønderslev, at seniorerne tyer til bordtennis. Også i Hirtshals har de oplevet en stigning i antallet at bordtennisspillere på over 60 år, som TV2 Nord kunne fortælle i september.

Hirtshals har fortsat stor succes med bordtennis til seniore

 


Seneste nyt

fra Nordjylland