Spidskandidat forlader Nye Borgerlige

I 2019 stod Nye Borgerlige for første gang på stemmesedlen ved et folketingsvalg. Partiets daværende spidskandidat i Nordjylland, Poul Højlund, har meldt sig ud af Nye Borgerlige.

Poul Højlund fra Kjellerup, der ved folketingsvalget i 2019 var Nye Borgerliges spidskandidat i Nordjylland, er ikke længere medlem af partiet.

Allerede for nogen tid siden meddelte Poul Højlund, at han på grund af dårligt helbred ikke ønskede at fortsætte som spidskandidat. At han også har meldt sig helt ud af partiet, hænger sammen med, at Nye Borgerlige har gjort det til sin officielle politik, at man ønsker et forbud mod omskæring.

Omskæring er efter Poul Højlunds mening et meget lille problem, og han opfatter debatten om det som "en populistisk ligegyldighed i det store spil". Til gengæld er den "altafgørende for vore jødiske landsmænds tryghed og dagligdag i Danmark," siger Poul Højlund, der er aktiv i Fælleskomiteen for Israel.

- Kort sagt synes jeg, at man i den politiske verden burde blande sig udenom dette. Da Nye Borgerlige gjorde et forbud mod omskæring til en del af sin officielle politik, måtte jeg konstatere, at jeg ikke kunne få mine holdninger på dette punkt til at hænge sammen med at være medlem af partiet, siger han.

Ikke meldt sig ind i andet parti

Poul Højlund har ikke meldt sig ind i noget andet parti og siger, at "mit hjerte er stadig hos Nye Borgerlige".

Han er den anden af Nye Borgerliges fire folketingskandidater i Nordjylland ved 2019-valget, der forlader partiet. En anden, Niels M. Christensen fra Overlade, blev tidligere i år ekskluderet på grund af blandt andet sin sprogbrug på sociale medier. De to andre, John Bjerg og Frode Larsen, er til gengæld stadig medlemmer - og Frode Larsen, der bor i Vrå, er tilmed nordjysk formand for Nye Borgerlige.

Efterfølger ikke fundet

Han kan glæde sig over, at partiet også i Nordjylland oplever stor tilgang af medlemmer. Lige nu er der 1865 medlemmer i Nordjylland. Nye Borgerlige forventer ved kommunal- og regionsrådsvalget i november at stille op i hele landsdelen og arbejder i øjeblikket på at færdiggøre kandidatlisterne.

Hvem der ved det næste folketingsvalg skal efterfølge Poul Højlund som spidskandidat i Nordjylland, er ikke besluttet endnu.

2,0 pct. af de nordjyske vælgere stemte ved folketingsvalget i 2019 på Nye Borgerlige, og spidskandidaten fik 941 personlige stemmer. Det rakte dog ikke til et mandat i Folketinget.


Seneste nyt

fra Nordjylland