Stor donation: Nordjysk borgmester vil have kunsten ud i naturen
Foto: Thomas Retsloff - Naturstyrelsen
I Pajhede Skov har der tidligere været kunstudstillinger.
Mere end 60 kommuner har været i kontakt med Statens Kunstfond om at modtage støtten. Kun tre kommuner har fået den.
Tre kommuner har fået 11,2 millioner kroner fra Statens Kunstfond til projektet "Kunst på banen", der har til formål at få kunsten til at blive en aktiv medspiller i udviklingen af lokalsamfund.
En af de kommuner, der har fået penge, er Brønderslev Kommune.
Her er det planen, at udvikle naturområdet omkring Jyske Ås og de fire omkringliggende landsbyer. Borgmester Mikael Klitgaard (V) håber nemlig på, at det kan være med til at tiltrække turister.
- Det er klart, at det både er for vores egne borgere og for dem, der kommer og besøger os. Vi vil jo gerne have, at folk kommer og ser vores skønne naturområder, siger han til Jyllands-Posten.
Kunst bliver en lappeløsning
Det frivilligt drevne Dronninglund Kunstcenter har forpligtet sig til at være en del af projektet. De har tidligere lavet udendørs udstillinger af skulpturer i Lunken, som er naturskolen ved Pajhede Skov.
Det er borgmesterens håb, at projektet kan få borgerne ud i naturen og få brugt kroppen, så sundheden i kommunen kan få et nøk opad.
Det stiller Tina Louise Hove Sørensen sig en anelse kritisk overfor. Hun forsker i borgerinddragende kunstprojekter, og det er hendes indtryk at:
- Det er på den ene side interessant og sympatisk, men man kan også på den anden side spørge, om der ikke er en risiko for, at kunsten bliver brugt som lappeløsning på nogle større underliggende problemer.
Projektet fortsætter frem til 2025.