Victor kom til EM som gæstekører – tog hjem med medalje og VM-invitation
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Victor Trudslev Nielsen bruger hver dag mellem tre og fire timer foran racerbilsimulatoren på drengeværelset i Brønderslev. I weekenderne kører han nogle gange i otte timer på simulatoren.
14-årige Victor Trudslev Nielsen fra Brønderslev var yngste mand i feltet til EM i Ekart, men det kunne ikke holde ham fra podiet.
På sit drengeværelse i Brønderslev er 14-årige Victor Trudslev Nielsen ved at gøre en drengedrøm til virkelighed foran racerbilsimulatoren.
Hver eneste dag bruger han mellem tre og fire timer på at blive bedre og bedre. Selvom han også gerne ville bruge mere tid med vennerne, så glipper han aldrig træningen foran simulatoren, og nu har det hårde arbejde betalt sig.
Ved EM i Ekart blev han højst overraskende nummer tre. Han var nemlig kun med som gæstekører.
Hvad er Ekart?
- En Ekart er en elektrisk drevet gokart, der kan nå en topfart på 135 kilometer i timen.
- Alle gokart i et Ekart-løb har nøjagtig den samme power og setup, og derfor er det kun kørerne, der gør en forskel.
- De elektriske drevne gokarts har en acceleration fra 0-100 km/t på under 3,5 sekunder.
- Ekart har både bag- og forhjulsbremse.
- Det er jo helt vildt. I forhold til, at jeg tager derned og tænker, at nu skal jeg bare skal have en oplevelse, og så ender man med at stå med en pokal i hånden, siger Victor Trudslev Nielsen.
Selvom Victor Trudslev Nielsen kun er 14 år, stillede han op i seniorklassen til EM. EM-løbet var samtidig også den unge vendelbos allerførste løb i seniorklassen, men det afskrækkede ikke umiddelbart racertalentet. I feltet med flere nationale mestre var Victor Trudslev Nielsen den yngste, og han skulle ligge og slås med kørere på mellem 16 og 25 år.
Langsomste efter første dag
Selvom det endte godt for Victor Trudslev Nielsen, så begyndte det mindre godt. I den første træning kunne han ikke følge med de voksne kørere og med halvandet sekund op til den bedste, måtte han se sig selv være den langsomste.
- Jeg var selvfølgelig irriteret over, at jeg ikke var den hurtigste, så jeg brugte en masse tid på at finde sekunder, og så endte jeg med at være den hurtigste efter dag to, siger Victor Trudslev Nielsen.
Den hurtige fart formåede det 14-årige talent at tage med sig til de to afgørende finaleløb, hvor han endte som henholdsvis nummer to og tre, og dermed sikrede sig en samlet tredjeplads - og en invitation til VM.
- Det var oprindeligt kun førstepladsen, som skulle få den her mulighed, men så var jeg så heldig også at få den, så jeg var mega overrasket, siger Victor Trudslev Nielsen.
Drømmer stort
Nu har han haft et par dage til at komme sig over overraskelsen, og forberedelserne er gået i gang til at køre op mod de bedste til Grand Finals, som VM kaldes i gokart, når det afvikles til december i Bahrain.
- Jeg har aldrig prøvet det før, og det er første gang, at jeg skal køre i et land så langt væk, så det bliver mega spændende, siger Victor Trudslev Nielsen.
I Bahrain vil den unge vendelbo igen forsøge at drille de ældre kørere, når han med al sandsynlighed igen er den yngste ved VM. Når VM er overstået, går han efter sit altoverskyggende mål.
- Det er at blive professionel racerkører og komme til at leve af det, siger Victor Trudslev Nielsen.