37-årig lette tiltalt for firedobbelt bankrøveri
Foto: Tommy Hald
En lettisk mand er tiltalt for at stå bag tre bankrøverier i Brønderslev i august og november sidste år samt et røveri i Vejle og nogle indbrud.
En 37-årig lettisk mand, der tidligere på året blev anholdt og sigtet for at stå bag tre bankrøverier i Brønderslev og ét i Vejle, er onsdag formiddag på anklagebænken i Retten i Hjørring.
Han er tiltalt for i august sidste år at true personalet i Nordea i Brønderslev til at udlevere 58.850 kroner. Mandag den 17. november 2014 skulle han have begået et røveriforsøg i Jyske Bank i Brønderslev. Tidslåsen i banken var aktiveret, og han skulle have forladt banken uden penge den dag.
Men han er også tiltalt for et mere udbytterigt røveri dagen efter. Han tiltalt for at have truet personalet i Dronninglund Sparekasse i Brønderslev med en pistol og forlade stedet med 35.510 kroner den 18. november 2014.
Den 36-årige er også tiltalt for at have truet personalet i en bank i Vejle i april i år, denne gang også med en pistol, men igen var tidslåsen aktiveret.
Politiet efterlyste manden i kølvandet på bankrøverierne i november sidste år. Dengang havde man dna-materiale fra manden samt overvågningsbilleder. Men det var først i juni måned i år, at han blev anholdt. Det skete i Kolding.
Han havde angiveligt tre kilo guld på sig, da politiet fandt ham. Betjentene fandt også to parykker, hvoraf den ene lignede den, bankrøveren havde på under røveriforsøget i Vejle.
Udover at være tiltalt for røveri og røveriforsøg, er han også tiltalte for flere indbrud og forsøg på indbrud. Den 37-årige lette er tidligere blevet udvist af Danmark for tyveri og indbrud.