Årets Landsby: Nordjysk by blandt tre finalister
Foto: Henrik Ø. Hansen
Den nordjyske by Asaa er med i opløbet om titlen som Årets Landsby 2019. Nu får byen en bedømmelseskomité på besøg.
Den lille by Asaa, der ligger nord for Limfjorden på den nordjyske østkyst, er med i kampen om titlen som Årets Landsby 2019. Udover Asaa er Torup i Halsnæs Kommune og Krogsbølle Sogn i Nordfyns Kommuyne med i opløbet om prisen.
Temaet for Årets Landsby 2019 er Den bæredygtige landsby, og i udvælgelsen af finalisterne har komitéen særligt lagt vægt på, om landsbyen har udviklet sig i en bæredygtig retning, forklarer formanden for bedømmelseskomitéen, Carsten Hansen, der er tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter.
- Vi kigger på bæredygtighed på flere niveauer, miljømæssigt, socialt, økonomisk og kulturelt. Det er kendetegnende for de tre finalister, at de formår at fremtidssikre deres landsby igennem bæredygtige initiativer på flere af disse niveauer, siger han.
Asaa kan ligesom de to andre byer nu se frem til et besøg af den officielle bedømmelseskomité 1. september klokken 15.00 – 17.30. Om byen lyder det blandt andet i forbindelse med nomineringen:
"Asaa er en lille havneby ved Kattegat med en særpræget ø-havn for enden af en 450 meter lang dæmning. I Asaa har Asaa Fjernvarme installeret solceller, ligesom der er opsat fem vindmøller. Den ene er en andelsmølle. Landsbyen afholder en årlig byforskønnelsesdag, hvor frivillige kræfter forskønner byen. Der bliver arbejdet med bæredygtige økonomiske løsninger bl.a. folkeaktier, ligesom byen både har en årlig havnefestival og hestevæddeløb."
Prisen Årets Landsby uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.
Prisen som Årets Landsby uddeles i år for 23. gang.