Børn på asbestramt skole flyttes i nye lokaler

En demonstration ved Toftegårdsskolen er tirsdag aflyst, efter kommunen er gået med til at flytte eleverne ud af de asbestramte lokaler.

Flere elever på Toftegårdsskolen i Jerslev nordøst for Brønderslev er blevet flyttet i nye lokaler på skolen, efter en undersøgelse har vist, at der er asbest i de pågældende klasseværelser. 

Samtidig er en planlagt protest, arrangeret af en gruppe forældre, blevet aflyst, efter kommunen har reageret på forældregruppens henvendelser. Det oplyser tillids- og arbejdsmiljørepræsentant hos 3F Otto Bjerre, der har bistået forældregruppen.

- Efter undersøgelsen fredag konkluderede, at der var asbest på skolen, er kommunen gået i aktion og har flyttet eleverne over i nogle andre lokaler, siger Otto Bjerre. 

Krævede børnene flyttet

Forældregruppen har i længere tid klaget over, at der er asbest på loftet, som drysser ned på eleverne gennem flere huller og brud i loftspladerne.

Derfor arrangerede forældregruppen en protest foran skolen tirsdag for at kræve eleverne flyttet, men efter kommunen har reageret, er protesten aflyst. 

- Det er jo dejligt, at kommunen har handlet hurtigt, efter de fik svar på undersøgelsen, men det er trist, at der ikke er blevet gjort noget før. Loftspladerne har jo været asbestramt siden 80'erne, siger Otto Bjerre. 

Arbejdsmiljørepræsentanten fortæller, at han finder sagens udviklingen tilfredsstillende, men at han sammen med forældregruppen fortsat vil holde øje med, at kommunen får pillet de asbestramte loftsplader på Toftegårdsskolen ned.

Toftegårdsskolen i Jerslev.
Toftegårdsskolen i Jerslev.
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland