Efterlysning indstilles: Familien og lokale leder videre
Foto: Privatfoto
Politiet håber på, at der vil komme henvendelser om Ehlers Pedersen, der er forsvundet.
Politiet indstiller eftersøgningen af 81-årige Ehlers Pedersen fra Hjalleup. Senere i dag er der arrangeret en civil eftersøgning.
81-årige Ehlers Pedersen er ikke set siden sent torsdag aften, og selvom politiet har ledt med både hunde og droner hele weekenden, har det ikke været muligt at finde den forsvundne mand.
- Det er frustrerende, der ingen spor er. Alt, jeg ønsker, er bare at finde ham enten levende eller død, fortæller Ehlers Pedersens datter, Karina Sun Pedersen, der i dag har fødselsdag.
På grund af manglende spor og de tidligere dages eftersøgning har politiet nu valgt at indstille eftersøgningen - men her til formiddag leder de dog stadig med hunde.
- Man har vurderet, at der ikke er flere steder at lede lige nu, og derfor indstiller vi eftersøgningen. Indtil vi får nogle henvendelser, har vi opgivet, forklarer politikommissær ved politiet i Frederikshavn, Lars Jensen og fortsætter:
- Vi vil selvfølgelig gerne finde ham, men som tiden går er sandsynligheden for, at vi finder ham i live mindre.
Borgere inviteret til eftersøgning
I takt med politiet skruer ned for deres eftersøgning, er der blevet arrangeret en civil eftersøgning. Det er gruppen Missing People, der står for det. Der er arrangeret med start ved Rema 1000 i Hjallerup, hvor Ehlers Pedersen sidst er set.
- Jeg er så taknemlig for alt den hjælp, vi har fået. Hele byen har de seneste par aftner gået rundt med lommelygter og ledt efter min far, siger Karina Sun Pedersen, der også vil være med til arrangementet i eftermiddag.
Politiet beskriver Ehlers Pedersen som værende 165-170 centimeter høj, almindelig af bygning med tyk mave og stor næse, og han har gråt og hvidt hår. Han er begyndende dement. Har man oplysninger i sagen kan politiet kontaktes på telefonnummeret 114.