Hjallerup Marked laver millionoverskud i jubilæumsår
Foto: Ivan Hansen
Trods en halvvåd start satte omsætningen rekord ved åbningen af Hjallerup Marked. Det kommer nu foreningerne i Hjallerup til gode.
Hjallerup Markeds jubilæum havde rekordmange frivillige hjælpere, og markedet ender med at lave et solidt overskud.
Vejret var slet ikke med arrangørerne, da årets marked åbnede for 275. gang. Alligevel lykkedes det igen i jubilæumsåret at lave et overskud, der kommer byens foreninger til gode.
2.100 frivillige var med til at få markedet til at løbe af stabelen ved at dække omkring 4.400 vagter i løbet af weekenden.
- Vi brugte vores jubilæumsmarked til at kræse lidt ekstra om både vores mange frivillige og vores mange gæster – blandt andet med et stærkere musikprogram med store koncerter allerede fra torsdag eftermiddag, siger Keld V. Nielsen, der er formand for Markedsudvalget.
Han kunne tirsdag aften præsentere et samlet overskud på 3,5 millioner kroner for Hjallerup Marked 2019, hvoraf de 1,5 millioner kroner går til den fælleskasse i byen, som byens foreninger kan søge penge fra.
Årets resultat blev som altid offentliggjort på repræsentantskabsmødet i Hjallerup Idrætscenter.
- Vi kommer ud af vores 275-års jubilæumsmarked i god form og er klar til fremtiden, siger Keld V. Nielsen, der sammen med Markedsudvalget og de mange frivillige ledere allerede er i gang med at planlægge næste års marked.
Hjallerup Marked 2020 begynder med forprang torsdag 4. juni og varer til søndag 7. juli, inkl. Grundlovsdag fredag.