Husejer fanget i rottefælde

En husejer har fået forbud mod at gå ind på sin grund. Men han har også fået besked på at fjerne rotterne, der er på grunden.

I fem år har Karsten Nielsen udlejet sit hus i Kirkholt. Men nu bor lejeren ikke længere på adressen, han er varetægtsfængslet på ubestemt tid. I den tid lejer har været i forvaring har huset passet sig selv, og det har nu resulteret i, at en rottefamilie har bosat sig i huset. 

Brønderslev Kommune har kontaktet Karsten Nielsen angående problemet med rotterne og bedt ham få dem fjernet. Men det kan Karsten Nielsen ikke, når han ikke selv bor på adressen. 

- Når huset er lejet ud, har jeg ikke adgang til det, siger husejer Karsten Nielsen. 

Det er lovgivningen, der forhindrer Karsten Nielsen i at træde ind på grunden, og det kan få store konskvenser, hvis Karsten Nielsen alligvel forsøger.

- Hvis udlejeren går ind i huset uden at have adgang til det, kan han blive dømt for selvtægt, siger advokat, Jacob Thorup Larsen, der er specialist i lejeret.

Lejeren af huset har ikke betalt husleje og har heller ikke sørget for husets stand. Men det er ikke lige til at opsige en lejekontrakt, for Karsten Nielsen har ikke ressourcerne til at lægge sag an. 

- Jeg har ikke råd til det. Det skal ryddes op, og det er også det eneste. Ellers må kommunen overtage det, for jeg kan ikke, siger Karsten Nielsen.

Men sker der ikke noget med problemet må kommunen selv gøre noget for at komme problemet med rotterne til livs.

- I sidste ende kan det ende med, vi må foretage en selvhjælpsplan - altså hvor myndigheden går ind og  får det her fjernet, så naboerne kan blive beskyttet mod rotterne, siger Asger Nielsen, der er plan- og Miljøchef i Brønderslev Kommune. 

Se hele Karsten Nielsens historie fra aftenens udsendelse herunder. 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland