Når psykisk syge dræber: Drabskvinde får tilhold

Morten Larsen har i godt to år levet i frygt for at møde sin ekskæreste, som slog deres fælles datter ihjel. Nu har politiet givet hende et tilhold mod at opsøge ham.

Den 15.  juni 2016 forandrede Morten Larsens liv sig på et øjeblik, da hans ekskæreste uden varsel slog deres datter ihjel i deres hjem i Bindslev . Retten dømte hende til anbringelse på Psykiatrisk Hospital, men allerede efter godt et år fik hun lov til at komme på uledsaget udgang.

Morten Larsen har siden kæmpet for, at hun skulle have et tilhold – og dermed et forbud mod at opsøge ham og deres lille søn, og det er altså kommet nu.

- Det er en kæmpe sten, der er faldet fra mine skuldre. Allerede da jeg så brevet fra Nordjyllands Politi og fik det åbnet, kunne jeg mærke en stor lettelse, siger Morten Larsen.

Efter at TV2 Nord omtalte Morten Larsens sag, tog Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen kontakt til Justitsministeriet.

- Jeg har hele tiden ment, at der var basis for at tildele Morten Larsens ekskæreste et tilhold, fordi reglerne giver mulighed for det. Det har ikke været rimeligt, at han skulle gå rundt og frygte at skulle møde sin datters drabskvinde så kort tid efter forbrydelsen. Det er godt for Morten, at der nu er kommet et tilhold, siger Preben Bang Henriksen.

quote Det er en kæmpe sten, der er faldet fra mine skuldre.

Morten Larsen

Ønsker også besked om udgang

Ifølge tilholdet må Morten Larsen ekskæreste ikke opsøge hverken ham eller deres søn fysisk, mundtligt eller via for eksempel sociale medier – og heller ikke omtale dem på internettet.  

- Det er selvfølgelig godt at vide, at det får konsekvenser, hvis hun skulle finde på at opsøge mig eller min søn, men helt tryg er jeg jo ikke, for hun kan jo gøre det alligevel, siger Morten Larsen.

Selv om han med tilholdet har fået et stort ønske opfyldt, har han endnu et, før han føler sig fair behandlet. Det er at få besked, når hans ekskæreste er på uledsaget udgang. Og det ønske vil Preben Bang Henriksen også  gerne hjælpe med at få opfyldt.

- Jeg arbejder videre på at få den bekendtgørelse ændret, fordi det giver god mening og tryghed over for familien og dem, denne forbrydelse er gået ud over, hvis de kan få den besked, siger Preben Bang Henriksen.

Se indslag fra 4. november 2018 om familiens kamp for tilhold. 

Morten Larsen ønsker ikke at overvåge sin ekskæreste, blot at kunne tage sine forholdsregler.

- Jeg behøver sådan set ikke vide, hvor hun opholder sig, når hun er på udgang, bare jeg kan få besked om hvornår. Så kan jeg sørge for, at min søn og jeg er i sikkerhed, siger Morten Larsen.

En familiefar fra Bindslev har nu fået et ønske opfyldt. Hans x-kæreste, som slog deres fælles datter ihjel har fået polititilhold mod at opsøge ham og hans søn

Seneste nyt

fra Nordjylland