Soloulykke i Flauenskjold: Kvinde blev slynget ud af bilen under lufttur

En 27-årig kvinde blev slynget ud af bilen, da hun sammen med en jævnaldrende veninde forulykkede natten til fredag.

To kvinder på 27 år er natten til fredag blevet indlagt på Aalborg Universitetshospital efter et solouheld på Aalborgvej i Flauenskjold, nord for Dronninglund.

- De to kvinder er på vej hjem, formentlig fra Hjallerup Marked, da føreren mister herredømmet over bilen og kører galt, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jess Falberg, der modtog anmeldelsen præcis til midnat.

Ambulancer og politi blev sendt til stedet, og ved ankomsten kunne man konstatere, at ulykken havde været særdeles voldsom.

- Bilen har været oppe og flyve i fire-fem meters højde kan vi se på flere træer deroppe, og den ene af kvinderne blev i den sammenhæng faktisk slynget ud af bilen, så hende fandt man et et stykke derfra, fortæller vagtchefen.

De blev efter ulykken begge kørt til Aalborg Universitetshospital, men deres skader er ifølge Jess Falberg ikke kritiske.

Om den kvindelige fører af bilen var spirituspåvirket, ved man ikke, man vagtchefen fortæller, at man undersøger det, og har fået sygehuset til at udtage en blodprøve af føreren. 


Seneste nyt

fra Nordjylland