Stor udstilling af skulpturer i Dronninglund
På Dronninglund Kunstcenter udstiller de lige nu 250 skulpturer fra kunstnere i hele landet.
På Dronninglund Kunstcenter udstiller de lige nu 250 skulpturer fra kunstnere i hele landet. Under hele udstillingen er der arbejdende kunstnere, som løbende fremstiller kunstværker.
Peter Hesk og Steffen Harder er ved at klæbe akrylfisk op i et fiskenet, som en kommentar til de store mængder af plastikaffald der er i verdenshavene. Miljøet er ofte temaet, når de to kunstnere arbejder sammen.
- Et af vores ideer var engang, at lave en kæmpestor fryser og så sætte en isskulptur ind i den. Så skulle publikum betale en femmer for at holde fryseren i gang. For at vise, at hvis ikke vi yder og betaler og gør en indsats, så dør tingene, siger billedhuggeren Steffen Harder.
Normalt arbejder de to kunstnere i henholdsvis messing og sten. Ingen af dem har tidligere arbejdet med akryl.
- Det er meget splintrende og det er meget fladt i forhold til det en billedhugger normalt arbejder i. Så det her bliver mere en collage eller et relief, siger billedhuggeren Peter Hesk.
Det er billedhuggeren Stinne Teglhus der har taget initiativet til at samle de mange kunstværker og kunstnere. I uge 32 flytter hun selv sit atelier til kunstcenteret i Dronninglund.
- Det er dejligt, fordi tit står vi jo netop derhjemme helt alene, fordi vi arbejder med støvværn, høreværn og maske. Så det er skønt at have nogen at snakke med og nogen der har lyst til at høre om hvad vi laver, siger billedhuggeren Stinne Teglhus, næstformand i Dansk Billedhuggersamfund.
Der er sin sag at få fiskene til at blive hængende fast i nettet. Men det gør ikke så meget, at værket ikke er så holdbart.
- Det her, det er jo ligesom så mange events. Et projekt der skal køre, og det må gerne holde frem til den 26. august hvor udstillingen slutter, men ellers - så er det fint nok, siger billedhuggeren Peter Hesk.
De to kunstnere kæmper videre med fiskene frem til og med søndag.