Transformerfejl gav strømafbrydelse hos 1200 beboere i Brønderslev
Foto: Henning Bagger (Arkivfoto)
Arkiv.
En fejl på en transformer i Brønderslev gav torsdag morgen strømafbrydelse hos 1200 beboere i området.
Omkring 1200 beboere i Brønderslev stod op uden at kunne tænde deres lys eller lave morgenkaffe.
En fejl på en transformerstation på Brahmsvej gav strømafbrydelse, og 200 beboere er torsdag formiddag fortsat uden strøm.
Det oplyser SE, der står for eldriften i Brønderslev.
- Der skal nu skiftes udstyr på transformeren, inden den kommer helt op og køre igen. Vi har sørget for, at strømmen er vendt tilbage til 1000 af beboerne, men 200 står fortsat uden strøm, siger Henrik Eske, kundeambassadør hos SE.
Elselskabet har nu sendt en vogn med en generator op til Brønderslev, der skal sørge for strøm til de resterende kunder, mens transformeren bliver repareret. Henrik Eske forventer, at generatoren vil være op og køre inden for den næste time.
- Jeg tør ikke sige, hvornår transformeren er repareret, det ved vi ikke endnu, siger Henrik Eske.