Corona spændte ben for Fies OL-drømme
Foto: Daniel Mikkelsen TV2/Nord
Den 35-årige eliteroer Fie Udby fra Hobro træner ihærdigt for at kvalificere sig til OL 2021. Det gjorde hun også i marts 2020, da Danmark pludselig blev lukket ned.
Fie Udby Erichsen knokler løs på sin hjemmearbejdsplads. Hjemmet er i Hobro - og naboen, er hendes forældre.
Her i underetage og med pragtfuld ugenert udsigt til vand og tæt på Vikingeborgen Fyrkat står to romaskiner, en rygmaskine og en motionscykel altid klar til Fies træning, og det er tit!
Fie træner op mod 30 timer om ugen, når vejret forhindrer hende i at træne i Mariagerfjord eller på Bagsværd Sø, og når det lokale fitnesscenter er lukket på grund af corona. Og så er der jo træningsopholdene i Portugal, og det var netop der, Fie Udby i mart 2020 befandt sig, da Danmark på grund af corona blev lukket ned første gang.:
- Lige pludselig fra den ene dag til den anden, så blev gulvtæppet hevet væk under os og vi fik at vide: NU skal I komme hjem! husker hun.
- Jeg havde selvfølgelig fulgt med, men ikke så intenst som man gjorde herhjemme. Jeg ved også godt, at det faldt som en bombe herhjemme, men når man er ude på bøh-landet i et helt andet land, hvor man ikke ser nyheder - og når man selv går på nettet og selv vælger gerne at ville se det, så var det lidt anderledes. Men så blev vi sendt hjem, og der forstod man det sådan ligesom stadigvæk ikke helt.
Da Fie Udby kom hjem til Danmark, blev kvalifikationsregattaen så aflyst. Dér sad Fie så med en position, hvor de valgte at aflyse det, som skulle have været hendes kvalifikation. Men, fortæller Fie, så var der uvished om, man ville tage placeringerne fra VM året før, og så sige, at de to pladser vi har her, dem giver vi til de næstbedste.
- Og det ville så være mig! Så da det blev aflyst, så betød det jo faktisk, at hvis OL blev afholdt, så var jeg jo udtaget! Så det var sådan en underlig følelse.
Men OL blev som bekendt udskudt til sommeren 2021, så Fie træner på livet løs for at kvalificere sig, så hun måske kan føje endnu en OL-medalje til den sølvmedalje , hun hev hjem ved OL i London i 2012.
Hjemmeskole med enebarnet
Fie er mor til Thor, der i dag er syv år gammel og går i 1. klasse. Da Danmark første gang blev lukket ned gik han i nulte klasse, og da Fies mand også under corona arbejder som håndværker, måtte Fie stå for hjemmeundervisningen:
- Der var det rigtig svært, fordi han fik nogle opgaver fra skolen, han syntes var sjove, så lavede han det på meget, meget kort tid. Og så havde han en hel uge, hvor han ikke rigtig havde noget at give sig til, fortæller hun.
På den lukkede villavej i Hobro, hvor familie Udby-Erichsen bor, er der andre børn på Thors alder, men af frygt for smittefare har Fie og hendes mand måttet sige nej til Thors ønsker om legeaftaler. I stedet er der blevet skruet op for forskellige spil derhjemme med mor. Og når det blev lidt kedeligt, så var der jo heldigvis ikke langt over til bedsteforældrene i nabohuset. Men hårdt var det – også for Fie:
- Det gjorde, at min træning blev sat ned til et minimum. Så jeg kunne kun træne, hvis min mand var hjemme, for Thor skulle aktiveres hele tiden, og det var rigtig stressende. Det eneste positive var, at OL blev udskudt, for jeg følte ikke, jeg havde forberedt mig godt nok. Jeg følte, det var en stressfaktor hele tiden, så for mig var det rart, at det blev udskudt. At have en dreng undt om benene 24/7 – det er svært.
Bruger naturen
To svaner og nogle ænder svømmer idyllisk rundt på Mariager Fjord tæt på rosportens klubhus i Hobro. Det er gråvejr, lidt blæsende og koldt, og Fie har ikke megen lyst til at hoppe ombord i den smalle robåd. Men hun gør det for de gode billeders skyld.
Men hvad med naturen? Hvad betyder den for en eliteroer som Fie, der har roet siden hun var en stor pige:
- Naturen betyder rigtig meget. Altså, jeg står op om morgenen og kigger ud. Og kigger på fuglene, på dyrene, der er omkring mig. Det er ikke sådan, at jeg er en vandretype, der går ud langs fjorden. Vi har noget, der hedder panoramaruten – den har jeg gået én gang. Det er virkelig en skøn tur langs fjorden i virkelig naturskønt område, og det er jo ren idyl. Jeg bruger fjorden til at ro på, og jeg har en følelse af, når jeg jer ude, så er det rigeligt! Det er arbejde, ja! Og jeg vil ikke undvære det for noget, fordi jeg elsker det, og jeg synes det er fantastisk, smiler Fie.
Kun når Fie sammen med mand og barn om sommeren tager ud til Øster Hurup Strand for at bade, skifter naturen fra at være en arbejdsplads til at være en legeplads.
Kulturen online
Fie Udbys mor holder meget af at se ballet, og har blandt andet med glæde set en balletforestilling online her under corona. Men ballet online - det er ikke godt nok, mener Fie, for der mangler noget væsentligt:
- Altså, hele atmosfæren og det hele. Det kan ikke måle sig med, når du er tilstede i det. Så jeg håber helt sikket, det snart får lov til at komme i gang igen.
For Fie at se er der store lighedspunkter mellem skuespillere og sportsudøvere på højt plan: De to grupper deler meget samme tankegang og mentalitet, mener hun og uddyber:
- Roning er som en kransekage. Træning er lagene og så kommer konkurrencerne – kirsebærret oppe på toppen. Men jeg kan faktisk lige så godt lide hvert lag, for det smager lige godt. Og kirsebærret smager faktisk ikke specielt godt. Men det er oplevelsen – og jeg synes jo, når jeg er der, det er det fedeste. Men ser jeg det som en helhed, så synes jeg faktisk, at alle lagene smager lige godt. Og sådan tænker jeg også om det teater, når de arbejder så hårdt for at lave et teaterstykke, og så ikke får lov at vise det for andre mennesker. Det er jo et eller andet sted hjerteskærende.
Savn og afsavn
Når OL løber af stablen sommeren 2021, bliver det uden tilskuere. For at begrænse risikoen for smittespredning er deltagerantallet skåret ned til det lavest mulige. Det betyder blandt andet, at Fie – hvis hun udtages til OL – ikke kan dele oplevelsen og den ellers planlagte efterfølgende ferie i Japan sammen med sin mand og søn. Og det ærgrer hende meget, især fordi sønnen på de syv år nu er gammel nok til at få noget ud af at oplevelsen.
Der er også andre ture til udlandet, som coronaen har sat en stopper får på grund af corona:
- Familieturen til Norge og de ting, der er tradition i min familie, som man er nødt til at aflyse. Det synes jeg da er irriterende, siger Fie, der elsker at stå på langrendski.
Men det, Fie ærgrer sig allermest over, er dog, at hun må undvære samværet med veninderne. Ganske særligt en veninde, der har mistet sin bror i coronaåret:
- Det synes jeg da er dyb frustrerende, at man ikke kan give hende et kram og sige: Uha, jeg tænker på dig!
Efter Corona
Fie Udby Erichsen sidder i køkkenet, da hun får spørgsmålet om, hvad hun glæder sig allermest til, når vi forhåbentligt snart får en coronafri verden. Blikket er fast, om end lidt opgivende, da hun svarer:
- Ved du hvad: Jeg tror, vi kommer til at leve med corona længe. Så jeg er slet ikke der, hvor jeg håber på noget som helst. Jeg er simpelthen kommet dertil. Ellers føles det som om, man udskyder ting hele tiden. Og hver eneste gang, så er det noget nyt, der sker, sukker Fie.
Men når vi alle engang må bevæge os mere frit og se flere mennesker, er Fie ikke i tvivl om, hvad hun så vil gøre:
- Det første der kommer til at ske, det er, at jeg kører en tur og besøger dem, jeg ikke har set i lang tid. For ligesom at komme tilbage til hverdagen, og for at sige: Jeg tænker stadig på dig.
Se hele afsnittet af Coronaliv med Fie Udby herunder. Husk, at du altid kan se vores programmer på tv2nord.dk/tv.